← Bekendtgørelse af lov om råstoffer

§ Bekendtgørelse af lov om råstoffer · kapitel 16 af 20

Kapitel 6 – Indberetninger og undersøgelser

LBK nr 1585 af 10/12/2015

§ 28. Den, der udfører en råstofboring eller en prøvegravning i jorden, på søterritoriet eller kontinentalsoklen, skal inden 3 måneder efter udførelsen underrette De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og Naturstyrelsen om boringens beliggenhed, de forefundne jordlag og vandstanden samt indsende prøver af de gennemborede lag. Inden for samme frist skal resultater af geofysiske undersøgelser og andre råstofundersøgelser, herunder om råstoffernes kvalitet, indberettes til De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og Naturstyrelsen.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler om udførelse af boringer efter råstoffer. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler om de oplysninger, der skal indsendes til De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og Naturstyrelsen, og om, at oplysninger i særlige tilfælde ikke skal indberettes.

§ 29. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at den, der foretager råstofindvinding, skal give oplysninger om indvindingen, blandt andet om beliggenhed, art og mængde af de forekomster, der indvindes, om anvendelsen heraf, og at oplysningerne skal gives elektronisk.

Adgang til undersøgelser på fremmed grund

§ 30. Miljø- og fødevareministeren og et regionsråd kan på en fremmed grund lade foretage boringer, geofysiske undersøgelser og andre tekniske forarbejder og undersøgelser, som skønnes nødvendige i forbindelse med opgaver efter denne lov.

Stk. 2. Mindst 2 uger forud skal der gives skriftlig meddelelse til ejere og brugere af vedkommende ejendom eller, hvis dette ikke er muligt, ske offentliggørelse i et eller flere lokale blade.

Stk. 3. Skader, der forvoldes i forbindelse med undersøgelserne, skal erstattes.

Stk. 4. I mangel af enighed påhviler det den, der har ladet foranstaltningen udføre, at indbringe erstatningsspørgsmålet for Taksationskommissionen. Lov om offentlige veje §§ 103-106 og 112-118 finder tilsvarende anvendelse.