← Bekendtgørelse af årsregnskabsloven

§ Bekendtgørelse af årsregnskabsloven · kapitel 46 af 50

Kapitel 21 – Undersøgelse af årsrapporter m.v.

LBK nr 1580 af 10/12/2015

Udtagelse til undersøgelse

§ 159. Erhvervsstyrelsen skal stikprøvevis udtage og undersøge modtagne årsrapporter og eventuelle hertil hørende erklæringer fra en revisor, undtagelseserklæringer m.v., som indsendes i stedet for årsrapporter, halvårsrapporter for statslige aktieselskaber samt delårsrapporter for virksomheder, som har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land, for at konstatere åbenbare overtrædelser af bestemmelser i eller i henhold til denne lov, bogføringsloven, selskabsloven, SE-loven, Rådets forordning om statut for det europæiske selskab (SE), lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, SCE-loven, Rådets forordning om statut for det europæiske andelsselskab (SCE), lov om erhvervsdrivende fonde samt revisorloven. Er årsrapporten aflagt efter de internationale regnskabsstandarder, jf. § 137, skal Erhvervsstyrelsen endvidere undersøge, om årsrapporten er aflagt i overensstemmelse med standarderne. For virksomheder, som har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land, varetages kontrollen med overholdelse af standarder og regler for finansiel information i årsrapporter og delårsrapporter dog af Finanstilsynet, jf. § 159 a.

Stk. 2. Styrelsen kan tillige anvende andre kriterier ved udvælgelsen af årsrapporter m.v. til undersøgelse.

Kontrol med årsrapporter og delårsrapporter for virksomheder, som har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land

§ 159 a. For virksomheder, som har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land, påser Finanstilsynet overholdelsen af de i stk. 2 og 3 nævnte standarder og regler for finansiel information i årsrapporter og delårsrapporter. Ved behandling af sager, der vedrører virksomheder omfattet af denne lov, træder Erhvervsstyrelsen i Finanstilsynets sted, jf. § 83, stk. 2 og 3, i lov om værdipapirhandel m.v. Finanstilsynets bestyrelse påser overholdelsen af 1. pkt. med de kompetencer, bestyrelsen er tillagt i medfør af § 345 i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 2. Kontrolmyndigheden efter stk. 1 påser, at årsrapporter og delårsrapporter aflagt af virksomheder omfattet af regnskabsklasse D, som har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land, overholder reglerne for finansiel information i de internationale regnskabsstandarder, jf. Rådets forordning om anvendelse af internationale regnskabsstandarder og denne lovs § 137 samt regler i eller fastsat i henhold til denne lov.

Stk. 3. Kontrollen efter stk. 1 omfatter ligeledes årsrapporter og delårsrapporter udarbejdet af virksomheder omfattet af regnskabsklasse A, som har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land, når årsrapporten eller delårsrapporten ikke udelukkende anvendes til virksomhedens eget brug, jf. § 3, stk. 2.

Stk. 4. Kontrollen efter stk. 1-3 omfatter ikke overholdelse af indsendelsesfrister m.v. med henblik på offentliggørelse i Erhvervsstyrelsen.

Stk. 5. I forbindelse med kontrollen efter stk. 2 og 3 udøver kontrolmyndigheden, jf. stk. 1, de beføjelser, der er tillagt Erhvervsstyrelsen i §§ 160 og 161 og § 162, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, jf. § 83, stk. 2, i lov om værdipapirhandel m.v. Endvidere udøver kontrolmyndigheden, jf. stk. 1, de beføjelser, der er tillagt Finanstilsynet i § 83, stk. 3, i lov om værdipapirhandel m.v.

Stk. 6. Hvis en virksomhed, som har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land, ikke overholder sine forpligtelser efter denne lov, kan Kontrolmyndigheden, jf. stk. 1, give den pågældende virksomhed påbud om at ændre forholdet, herunder påbud om at offentliggøre ændrede eller supplerende oplysninger. Skønnes det hensigtsmæssigt, kan Kontrolmyndigheden, jf. stk. 1, selv offentliggøre de pågældende oplysninger eller offentliggøre påbuddet. Kontrolmyndigheden, jf. stk. 1, kan endvidere suspendere eller slette de berørte værdipapirer fra optagelse til handel på et reguleret marked her i landet. Undlader virksomheden at opfylde et påbud efter 1. pkt., kan medlemmerne af virksomhedens ledelse af Kontrolmyndigheden, jf. stk. 1, som tvangsmiddel pålægges daglige eller ugentlige tvangsbøder.

Stk. 7. Tvangsbøderne, der tilfalder statskassen, kan inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden ved udpantning og ved indeholdelse i løn m.v. efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.

Stk. 8. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive krav efter stk. 6 efter reglerne i opkrævningsloven.

Anmodning om oplysninger

§ 160. Erhvervsstyrelsen kan af virksomheden, dens ledelse eller dens revisor forlange de oplysninger, som er nødvendige for, at der kan tages stilling til, om der er sket overtrædelse af den i § 159, stk. 1, nævnte lovgivning og virksomhedens vedtægter, eller om en overtrædelse er bragt til ophør. Endvidere kan Erhvervsstyrelsen af virksomheden, dens ledelse eller dens revisor forlange de oplysninger, der er nødvendige for at konstatere, om årsrapporter, som er aflagt efter de internationale regnskabsstandarder, er aflagt i overensstemmelse med standarderne, jf. § 137.

Reaktioner på lovovertrædelser

§ 161. Med henblik på at sikre, at den i § 159, stk. 1, nævnte lovgivning overholdes, kan Erhvervsstyrelsen

  1. yde vejledning,

  2. påtale overtrædelser og

  3. påbyde, at fejl skal rettes, og at overtrædelser skal bringes til ophør samt træffe afgørelser som nævnt i § 135, stk. 6, 3. pkt., og stk. 7.

Afsnit XI

Tvangsbøder. Klageadgang. Straf. Ikrafttræden