§ Bekendtgørelse af lov om værdipapirhandel m.v. · kapitel 58 af 62
Kapitel 27 – Inddragelse af tilladelse
LBK nr 1530 af 02/12/2015
§ 92. Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen efter § 8 for en operatør af et reguleret marked, en clearingcentral og en værdipapircentral, hvis
-
virksomheden ikke påbegyndes inden 12 måneder efter, at tilladelsen er givet,
-
virksomheden ikke udøves i en periode på over 6 måneder,
-
selskabet udtrykkeligt giver afkald på at gøre brug af tilladelsen,
-
selskabet groft eller gentagne gange tilsidesætter sine pligter efter denne lov eller påbud i henhold til § 93, stk. 3, eller bestemmelser udstedt i medfør af loven,
-
et medlem af selskabets bestyrelse eller direktion ikke opfylder de i § 9, stk. 1-3, nævnte krav eller
-
selskabet i øvrigt ikke længere opfylder de betingelser, hvorpå tilladelsen blev meddelt.
Stk. 2. Finder Finanstilsynet, at et kontoførende institut, der omfattes af § 62, stk. 1, nr. 2-8, eller stk. 2-4, groft tilsidesætter sine forpligtelser eller påbud meddelt efter denne lov, kan Finanstilsynet fratage det pågældende institut retten til at virke i henhold til § 62 og § 76, stk. 2.
Stk. 3. Opfylder en operatør af et reguleret marked, en clearingcentral eller en værdipapircentral ikke kapitalkravet i § 8, stk. 2, nr. 2, eller det individuelt fastsatte kapitalkrav efter § 15, stk. 3, 4. pkt., kan Finanstilsynet enten fastsætte en frist til at bringe kapitalen op på det fastsatte krav eller straks inddrage tilladelsen. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse i de tilfælde, hvor en værdipapircentrals samlede kapitalberedskab ikke opfylder kravet i § 82, stk. 1.
§ 92 a. (Ophævet)
§ 92 b. Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse efter § 8 c, stk. 1 eller 4, hvis
-
virksomheden ikke påbegyndes inden for en i tilladelsen fastsat frist, eller, hvis der ikke er fastsat en frist i tilladelsen, inden 12 måneder efter at tilladelsen er givet,
-
virksomheden ikke udøves i en sammenhængende periode på over 6 måneder,
-
auktionsplatformen eller dens operatør groft eller gentagne gange tilsidesætter sine pligter efter Kommissionens forordning nr. 1031/2010 af 12. november 2010 (CO2-auktionerings-forordningen), denne lov eller bestemmelser udstedt i medfør af loven eller påbud givet i henhold til § 93, stk. 3,
-
auktionsplatformen eller dens operatør ikke længere opfylder de vilkår, hvorpå tilladelsen blev meddelt, eller som senere er tilføjet tilladelsen, eller
-
Finanstilsynet vurderer, at auktionsplatformens gennemførelse af auktioner ikke sker på en for markedet sikker, effektiv og teknisk forsvarlig måde.
Afsnit VI
Straffebestemmelser m.v.