Planloven § 11

§ 11. For hver kommune skal der foreligge en kommuneplan. Kommuneplanen skal omfatte en periode på 12 år.

Stk. 2. Kommuneplanen fastlægger på grundlag af en samlet vurdering af udviklingen i kommunen

  1. en hovedstruktur, som angiver de overordnede mål for udviklingen og arealanvendelsen i kommunen,

  2. retningslinjer for arealanvendelsen m.v., jf. § 11 a, stk. 1, og

  3. rammer for lokalplanernes indhold for de enkelte dele af kommunen, jf. § 11 b.

Stk. 3. De afgrænsede områder, der knytter sig til kommuneplanens retningslinjer og rammer, skal vises på kort.

Stk. 4. Kommuneplanen må ikke stride mod

  1. regler eller beslutninger efter §§ 3 og 5 j,

  2. offentliggjorte forslag til regler efter §§ 3 og 5 j, jf. § 22 a, stk. 1,

  3. en vandplan, en Natura 2000-plan, handleplaner for realiseringen af disse planer, jf. lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (miljømålsloven), eller regler udstedt i medfør af samme lovs § 36, stk. 3,

  4. en kommunal risikostyringsplan, jf. kapitel 3 i lov om vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen fra vandløb og søer og bekendtgørelse om vurdering og risikostyring for oversvømmelser fra havet, fjorde eller andre dele af søterritoriet,

  5. en Natura 2000-skovplan, jf. kapitel 4 i lov om skove, eller

  6. en råstofplan, jf. § 5 a i lov om råstoffer.

Kilde: Retsinformation.dk