§ Straffuldbyrdelsesloven · kapitel 34 af 46
Kapitel 11 – Disciplinærstraf, konfiskation og modregning af erstatningsbeløb
LBK nr 1242 af 11/11/2015
Disciplinærstraf
§ 67. En indsat kan af kriminalforsorgsområdet ikendes disciplinærstraf
-
ved overtrædelse af § 32,
-
ved udeblivelse, undvigelse eller forsøg herpå,
-
ved tilsidesættelse af beskæftigelsespligten efter § 38, stk. 1,
-
ved nægtelse af afgivelse af urinprøve efter § 60 a,
-
ved indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning,
-
ved overtrædelse af straffelovgivningen, når overtrædelsen tillige indebærer en selvstændig krænkelse af orden eller sikkerhed i institutionen,
-
ved overtrædelse af regler fastsat af justitsministeren, når det i reglerne er bestemt, at overtrædelse kan medføre disciplinærstraf, og
-
ved overtrædelse af regler fastsat af kriminalforsorgsområdet, når det i reglerne er bestemt, at overtrædelse kan medføre disciplinærstraf.
§ 68. Som disciplinærstraf kan anvendes advarsel, bøde og strafcelle.
Stk. 2. Strafcelle kan dog kun anvendes for følgende forhold eller forsøg herpå:
-
Udeblivelse eller undvigelse,
-
indsmugling, besiddelse eller indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning,
-
nægtelse af afgivelse af urinprøve efter § 60 a,
-
indsmugling eller besiddelse af våben og andre personfarlige genstande,
-
vold eller trusler om vold mod medindsatte, personale eller andre i institutionen,
-
groft hærværk og
-
andre grove eller oftere gentagne forseelser.
Stk. 3. Disciplinærstraf i form af bøde og strafcelle kan ikendes i forening.
Stk. 4. Fuldbyrdelsen af disciplinærstraf kan helt eller delvis undlades på betingelse af, at den indsatte i en bestemt periode ikke begår strafbart forhold eller en ny disciplinærforseelse.
§ 69. Ved ikendelse af bøde som disciplinærstraf fastsættes bødens størrelse under hensyn til overtrædelsens art og omfang. Bøden kan dog højst udgøre et beløb svarende til det almindelige vederlag, der udbetales indsatte for en uges beskæftigelse, med fradrag af den del af vederlaget, som er beregnet til dækning af personlige fornødenheder.
Stk. 2. En ikendt bøde kan modregnes i den indsattes vederlag for beskæftigelse efter § 42, stk. 1. Den indsatte skal dog mindst have udbetalt en ydelse til dækning af personlige fornødenheder.
§ 70. Ved ikendelse af strafcelle som disciplinærstraf fastsættes varigheden under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 4 uger.
Stk. 2. En indsat, der er ikendt strafcelle, anbringes i særlig afdeling eller eget opholdsrum eller i et arresthus. Under anbringelsen er den indsatte udelukket fra fællesskab i institutionen.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om udståelse af strafcelle.
Forhørscelle
§ 71. Hvis der er begrundet mistanke om, at en indsat har overtrådt bestemmelser, der må antages at medføre strafcelle som disciplinærstraf, kan den indsatte anbringes i forhørscelle, hvis det er nødvendigt af hensyn til gennemførelsen af undersøgelser i disciplinærsagen.
Stk. 2. Anbringelse i forhørscelle må ikke udstrækkes i længere tid, end undersøgelsen nødvendiggør, og kan højst vare i 5 dage.
Stk. 3. Den tid, som en indsat har været anbragt i forhørscelle, fradrages i udståelsen af strafcelle.
Stk. 4. Anbringelse i forhørscelle sker efter samme regler som udståelse af strafcelle.
Behandling af disciplinærsager
§ 72. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af disciplinærsager.
Konfiskation
§ 73. Kriminalforsorgsområdet kan træffe bestemmelse om konfiskation, når genstande og penge er ulovligt indført, erhvervet eller tilvirket i institutionen. Det gælder dog ikke, hvis de tilhører nogen, der ikke er ansvarlig for det ulovlige forhold.
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet kan endvidere træffe bestemmelse om konfiskation, når genstande og penge søges indsmuglet til indsatte. Det gælder dog ikke, hvis de tilhører tredjemand, der ikke er ansvarlig for det ulovlige forhold. Det gælder heller ikke, hvis de tilhører den indsatte og den indsatte godtgør ikke at have haft kendskab til det ulovlige forhold.
Stk. 3. Kriminalforsorgsområdet kan desuden træffe bestemmelse om konfiskation, når genstande og penge som nævnt i stk. 1 findes på institutionens område, hvis det ikke kan fastslås, hvem de tilhører.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om konfiskation.
Modregning af erstatningsbeløb
§ 74. Såfremt den indsatte under fuldbyrdelsen ved ansvarspådragende adfærd har forvoldt skade på ting, der tilhører en af kriminalforsorgens institutioner, kan kriminalforsorgsområdet bestemme, at erstatningsbeløbet skal modregnes i den indsattes vederlag for beskæftigelse efter § 42, stk. 1. Den indsatte skal dog mindst have udbetalt en ydelse til dækning af personlige fornødenheder.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om modregning af erstatningsbeløb.