← Friplejeboligloven

§ Friplejeboligloven · kapitel 17 af 24

Kapitel 5 – Kriterier for tildeling af støtte

LBK nr 1058 af 31/08/2015

§ 28. Udlændinge-, integrations- og boligministeren meddeler betinget tilsagn om støtte efter § 11 a, stk. 1 og 2, til de ansøgere, hvis ansøgning modtages først i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, og hvor antallet af friplejeboliger kan rummes inden for den årlige ramme, jf. § 11 a, stk. 2. Der åbnes for ansøgning om andel i den årlige tilskudsramme den første hverdag i januar.

Stk. 2. Modtages der inden for samme døgn ansøgninger om støtte til flere boliger, end der kan gives støtte til inden for den årlige ramme, meddeles betinget tilsagn til den ansøger, hvis boliger ligger i den kommune, hvor der er etableret eller er godkendt etablering af det laveste antal friplejeboliger pr. indbygger, og hvor antallet af friplejeboliger kan rummes inden for den årlige ramme.

Stk. 3. Hvis flere ansøgere ved fordeling efter stk. 2 er ligestillede, meddeles betinget tilsagn efter lodtrækning.

§ 29. Et betinget tilsagn meddelt efter § 28 bliver endeligt, når ansøger

  1. dokumenterer at eje eller have indgået en aftale om køb af den grund eller den ejendom, hvor friplejeboligerne skal etableres,

  2. erklærer, at der ikke er tilbagekøbsklausul på den grund eller den ejendom, hvor friplejeboligerne skal etableres, og

  3. indsender projektmateriale svarende til et dispositionsforslag for etableringen af friplejeboligerne i form af nybyggeri eller ombygning af den eksisterende bygning.

Stk. 2. En aftale om køb af den grund eller den ejendom, hvor friplejeboligerne skal etableres, må kun være betinget af, at ansøgeren opnår tilsagn om støtte efter § 11 a, og at købesummen betales.

Stk. 3. Hvis oplysningerne efter stk. 1, nr. 1-3, og dokumentation for opfyldelse af stk. 2 ikke foreligger inden 3 måneder, bortfalder tilsagnet.

§ 30. (Ophævet)

§ 31. Udlændinge-, integrations- og boligministeren fastsætter regler om fremgangsmåden ved meddelelse af støttetilsagn.