Bekendtgørelse af lov om byfornyelse og udvikling af byer § 94
§ 94. Udlændinge-, integrations- og boligministeren meddeler årligt, senest den 1. marts, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, en udgiftsramme til de kommunalbestyrelser, som forinden har anmodet om at få del i den statslige udgiftsramme, jf. § 93.
Stk. 2. Den samlede statslige udgiftsramme, jf. § 93, fordeles mellem de enkelte ansøgende kommuner efter objektive kriterier, der afspejler den enkelte kommunes byfornyelsesbehov. En del af udgiftsrammen kan dog anvendes til løsning af afgrænsede byfornyelsesopgaver, herunder byfornyelsesforsøg efter §§ 96 og 97. 80 mio. kr. af udgiftsrammen kan anvendes til områdefornyelse, jf. § 6, stk. 1. 40 mio. kr. kan anvendes til bygningsfornyelse i områder, der har fået tilsagn efter § 6, stk. 2, nr. 1-5. Midlerne fordeles forlods med 20 mio. kr. til bygningsfornyelse i områder, der har fået tilsagn efter § 6, stk. 2, nr. 1, og 20 mio. kr. til bygningsfornyelse i områder, der har fået tilsagn efter § 6, stk. 2, nr. 2. Midler til bygningsfornyelse i områder, der ikke er disponeret efter 5. pkt., fordeles i prioriteret rækkefølge efter bestemmelserne i § 6, stk. 2, nr. 3-5. Eventuelt uforbrugte midler overføres til den ordinære ramme.
Stk. 3. En kommunalbestyrelse, som ønsker at overdrage hele eller dele af sin byfornyelsesramme til bygningsfornyelse til en eller flere andre kommuner, kan efter aftale mellem de pågældende kommunalbestyrelser anmode udlændinge-, integrations- og boligministeren om at overdrage allerede udmeldt byfornyelsesramme mellem de pågældende kommuner.
Stk. 4. Når kommunalbestyrelsen meddeler tilsagn til en ejer om støtte eller på anden måde disponerer, således at det udløser refusion efter denne lov, skal kommunalbestyrelsen samtidig indberette det. Dette gælder dog ikke tilsagn efter § 98. Beslutninger efter 1. pkt., som ikke er indberettet inden udgangen af en af udlændinge-, integrations- og boligministeren årligt meddelt frist, føres tilbage til den samlede statslige udgiftsramme.
Refusion fra Grundejernes Investeringsfond
Kilde: Retsinformation.dk