§ Bekendtgørelse af lov om byfornyelse og udvikling af byer · kapitel 13 af 22
Kapitel 2 – Områdefornyelse
LBK nr 1041 af 31/08/2015
Kommunalbestyrelsens rolle
§ 3. Kommunalbestyrelsen kan med henblik på at sikre attraktive bosætningsvilkår træffe beslutning om områdefornyelse for følgende områder med en flerhed af væsentlige problemer:
-
Nedslidte byområder i mindre byer med færre end 3.000 indbyggere, hvor der er væsentligt behov for en bymæssig udvikling.
-
Nedslidte byområder i byer med 3.000 eller flere indbyggere, men med færre end 10.000 indbyggere, hvor der er væsentligt behov for en bymæssig udvikling.
-
Nedslidte byområder i større byer med flere end 10.000 indbyggere.
-
Nyere boligområder med store sociale problemer.
-
Ældre erhvervs- og havneområder, som kommunalbestyrelsen senest ved tidspunktet for sin beslutning om områdefornyelse udpeger som byomdannelsesområder efter § 11 b, stk. 1, nr. 5, i lov om planlægning, og som ikke umiddelbart kan omdannes på markedsvilkår.
Stk. 2. Beslutningen skal gå ud på at iværksætte og koordinere foranstaltninger, der fremmer udviklingen i området.
Ansøgning og reservation m.v.
§ 4. Kommunalbestyrelsen kan på baggrund af en kort beskrivelse af området og de påtænkte initiativer, jf. § 3, samt budget over de forventede udgifter ansøge udlændinge-, integrations- og boligministeren om reservation af midler inden for den i § 6, stk. 1, nævnte årlige udgiftsramme med henblik på at træffe beslutning om områdefornyelse.
Stk. 2. Udlændinge-, integrations- og boligministeren kan på baggrund af den i stk. 1 nævnte ansøgning meddele kommunalbestyrelsen reservation af udgiftsramme, jf. § 6, stk. 1.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal inden en af udlændinge-, integrations- og boligministeren nærmere fastsat frist indsende beslutning om områdefornyelse, jf. § 5, til udlændinge-, integrations- og boligministeren.
Stk. 4. I anvendelsen af tildelte midler til bygningsfornyelse, jf. § 94, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen prioritere de ejendomme, der er beliggende i områder med områdefornyelse.
Byfornyelsesprogram
§ 5. Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om områdefornyelse på baggrund af et program for områdefornyelse, byfornyelsesprogrammet.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med udarbejdelsen af programmet etablere et forpligtende samarbejde med de parter, der måtte blive berørt af kommunalbestyrelsens beslutning om områdefornyelse. Kommunalbestyrelsen kan formalisere samarbejdet gennem dannelse af et partnerskab.
Stk. 3. Byfornyelsesprogrammet skal indeholde
-
en beskrivelse af området, herunder problemer og ressourcer i området,
-
en beskrivelse af de kommunale og private initiativer inden for de nævnte problemområder og beskrivelse af initiativernes koordinering,
-
en handlings- og tidsplan, herunder frist for afslutning af gennemførelse af beslutningen,
-
et budget, der angiver, hvordan udgifterne til områdefornyelsen finansieres,
-
en investeringsredegørelse for området, der angiver mulighederne for såvel de private som de offentlige investeringer i området,
-
en beskrivelse af de støtteberettigede foranstaltninger efter dette kapitel og
-
en opgørelse over behovet for bygningsfornyelse i området.
Stk. 4. For så vidt angår ældre erhvervs- og havneområder, skal byfornyelsesprogrammet indeholde oplysninger som nævnt i stk. 3, nr. 1, 3, 4 og 6.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal gennemføre beslutningen om områdefornyelse inden for en frist på højst 5 år fra vedtagelsen af beslutningen, jf. dog stk. 6. Udlændinge-, integrations- og boligministeren kan i særlige tilfælde dispensere fra fristen.
Stk. 6. Fristen for gennemførelse af beslutningen om områdefornyelse af ældre erhvervs- og havneområder, jf. § 3, fastsættes i dialog med kommunalbestyrelsen.
Stk. 7. Gennemføres beslutningen ikke inden for fristerne i stk. 5 og 6, kan udbetalt refusion efter dette kapitel kræves tilbagebetalt.
Støtte
§ 6. Udlændinge-, integrations- og boligministeren kan inden for en årlig udgiftsramme, jf. § 94, stk. 2, 3. pkt., efter ansøgning meddele tilsagn om refusion til kommunalbestyrelsen til gennemførelse af en beslutning om områdefornyelse, jf. § 7.
Stk. 2. Tilsagn om refusion efter stk. 1 meddeles forlods i følgende prioriterede rækkefølge inden for den i § 94, stk. 2, 3. pkt., nævnte udgiftsramme:
-
Tilsagn til byområder, jf. § 3, stk. 1, nr. 1, inden for højst 20 mio. kr.
-
Tilsagn til byområder, jf. § 3, stk. 1, nr. 2, inden for højst 20 mio. kr.
-
Tilsagn til byområder, jf. § 3, stk. 1, nr. 3, inden for højst 30 mio. kr.
-
Tilsagn til boligområder, jf. § 3, stk. 1, nr. 4, inden for højst 5 mio. kr.
-
Tilsagn til områder, jf. § 3, stk. 1, nr. 5, inden for højst 5 mio. kr.
Stk. 3. Uudnyttet udgiftsramme til de områder, der er nævnt i stk. 2, nr. 1-5, fordeles blandt de indkomne ansøgninger efter den prioriterede rækkefølge af områderne i stk. 2, nr. 3-5.
Stk. 4. Udlændinge-, integrations- og boligministeren kan meddele tilsagn om refusion til kommunalbestyrelsens udgifter til følgende indsatser, jf. dog stk. 5:
-
Programudarbejdelse og inddragelse af de berørte parter i forbindelse med beslutningen om områdefornyelse.
-
Etablering og forbedring af torve, pladser, opholdsarealer m.v.
-
Etablering af kulturelle og særlige boligsociale foranstaltninger, herunder etablering af lokaler.
-
Etablering af særlige trafikale foranstaltninger.
-
Etablering af særlige foranstaltninger til klimatilpasning.
-
Nedrivning af private erhvervsbygninger og opkøb af sådanne bygninger med henblik på nedrivning, såfremt erhvervet er nedlagt og bygningerne er beliggende i byer med 3.000 eller flere indbyggere, men færre end 10.000 indbyggere. Dette gælder dog ikke bygninger, som er offentligt ejede.
Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 4, nr. 6, finder ikke anvendelse på bygninger, som er offentligt ejede. I sager om nedrivning, jf. stk. 4, nr. 6, finder bestemmelserne i § 38 c, stk. 2, om ansøgnings- og beslutningsprocedure og fastsættelse af støtte samt finansiering og refusion tilsvarende anvendelse. I sager om opkøb, jf. stk. 4, nr. 6, finder § 38 e om afholdelse af udgiften til opkøb samt refusion tilsvarende anvendelse. Dog refunderer staten kun 50 pct. af kommunalbestyrelsens udgifter til opkøb.
Stk. 6. I ældre erhvervs- og havneområder kan udlændinge-, integrations- og boligministeren meddele tilsagn om refusion til kommunalbestyrelsens udgifter til følgende indsatser:
-
Undersøgelse af omfanget af jordforurening og af de skønnede udgifter til udbedringen heraf.
-
Kortlægning af ejerforhold og erhvervsforhold i området.
-
Udarbejdelse af handlingsplaner for den fremtidige udnyttelse af området.
-
Forberedelse af det organisatoriske grundlag for gennemførelsen af omdannelsen.
-
Indretning af midlertidige byrum.
Refusionens omfang og betingelser
§ 7. Et tilsagn om refusion efter § 6 til den enkelte beslutning kan højst udgøre en tredjedel af kommunens udgifter til foranstaltninger, der vedrører områdefornyelsen, dog højst 10 mio. kr. Dette gælder dog ikke nedrivning af private erhvervsbygninger og opkøb af sådanne bygninger med henblik på nedrivning efter § 6, stk. 4, nr. 6.
Stk. 2. Meddelelse om tilsagn efter § 6 forudsætter, at arbejdet ikke er igangsat.
Stk. 3. Udlændinge-, integrations- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om fordeling af den i § 6, stk. 1, nævnte udgiftsramme, herunder om fordeling af udgiftsrammen til løsning af problemer i de områder, der er nævnt i § 3, stk. 1, om administrationen af ordningen samt om afgrænsningen af de foranstaltninger, hvortil der kan ydes refusion efter § 6. Endvidere kan udlændinge-, integrations- og boligministeren fastsætte bestemmelser om udvælgelseskriterier for, hvilke områder der kan opnå støtte.