Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 98 a
§ 98 a. Private og offentlige arbejdsgivere har ret til at få udbetalt en jobrotationsydelse af jobcenteret, når en beskæftiget midlertidigt deltager i uddannelse og der i uddannelsesperioden ansættes en person som vikar for den beskæftigede.
Stk. 2. Jobrotationsydelsen udgør 173,09 kr. (pr. 1. januar 2013) for hver time, en beskæftiget er i uddannelse og der samtidig er ansat en vikar. Jobrotationsydelsen til private arbejdsgivere, der indgår aftale om en jobrotationsordning, der påbegyndes i perioden fra den 1. januar 2013 og indtil den 1. juli 2014, udgør dog 194,84 kr. (pr. 1. januar 2013).
Stk. 3. Det er en betingelse for, at arbejdsgiveren kan få udbetalt jobrotationsydelse, at
-
den beskæftigede, der deltager i uddannelse, ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger erhvervsuddannelse eller anden uddannelse, der kan sidestilles med erhvervsuddannelse, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt i de sidste 5 år,
-
den beskæftigede modtager sædvanlig løn fra arbejdsgiveren i uddannelsesperioden,
-
den beskæftigede eller arbejdsgiveren ikke modtager godtgørelse efter lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse eller støtte efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte og
-
der ikke udbetales løntilskud til arbejdsgiveren for vikaren efter reglerne i kapitel 12.
Stk. 4. Har den beskæftigede, der deltager i uddannelse som led i jobrotation, en kort videregående uddannelse eller en mellemlang videregående uddannelse, vil der inden for en afsat pulje kunne udbetales jobrotationsydelse til arbejdsgiveren, når betingelserne i stk. 3 er opfyldt, bortset fra betingelsen i stk. 3, nr. 1, 2. led, om, at uddannelsen ikke har været anvendt i de sidste 5 år.
Stk. 5. Arbejdsgiveren afgør, hvilke offentlige eller privat udbudte uddannelser der kan indgå i en jobrotation, og betaler udgiften til private uddannelser og uddannelser med brugerbetaling.
Kilde: Retsinformation.dk