Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 75 a
§ 75 a. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 10, har ret til tilbud efter kapitel 10-12, medmindre tilbuddet ikke kan antages at ville forbedre personens beskæftigelsesmuligheder. Jobcenteret kan efter en konkret vurdering give tillægsydelser efter kapitel 14 og 15.
Stk. 2. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 10, og som er jobparate, kan få tilbud og tillægsydelser efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 2, i kapitlerne 10-12, 14 og 15, jf. dog stk. 4-7.
Stk. 3. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 10, og som er aktivitetsparate, kan få tilbud og tillægsydelser efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 3, i kapitlerne 10-12, 14 og 15, jf. dog stk. 4-7.
Stk. 4. Tilbud efter kapitel 10 til personer omfattet af § 2, nr. 10, kan højst vare op til 6 uger, medmindre danskundervisning indgår som en betydelig del af tilbuddet. Den samlede varighed kan ikke overstige 26 uger. Bestemmelserne i §§ 34-36 om varighed finder ikke anvendelse.
Stk. 5. Under ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere skal lønnen til personer omfattet af § 2, nr. 10, efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag udgøre
-
80 pct. af højeste dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. for personer, som har forsørgelsespligt over for børn, jf. lov om aktiv socialpolitik, og
-
60 pct. af højeste dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. for andre personer.
Stk. 6. Udbetaling af løn efter stk. 5, nr. 1, er betinget af, at børnene opholder sig her i riget bortset fra på Færøerne og i Grønland. Det gælder dog ikke for EU-/EØS-borgere, hvis deres børn opholder sig i et andet EU-/EØS-land.
Stk. 7. Bestemmelserne i §§ 32 a, 38, 45 og 52 a finder ikke anvendelse for personer omfattet af § 2, nr. 10.
Kilde: Retsinformation.dk