§ Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats · kapitel 49 af 50
Kapitel 24 – Klageadgang
LBK nr 990 af 12/09/2014
Klage over jobcenterets afgørelser
§ 128. Jobcenterets afgørelser efter denne lov kan indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. § 59 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Stk. 2. Klage efter stk. 1 kan indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af den, som afgørelsen vedrører. Klage over afgørelser i spørgsmål om konkurrenceforvridning efter § 33, stk. 1, og §§ 49 og 65 kan tillige indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af andre, som har en væsentlig interesse i afgørelsen.
Stk. 3. Ved klage over jobcenterets afgørelser efter kapitel 9-12 vedrørende personer omfattet af § 2, nr. 1, hvor afgørelsen er begrundet i personens ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov, og ved klage over jobcenterets afgørelser om, at beskæftigelsesindsatsen for personer omfattet af § 2, nr. 1, skal varetages af en anden aktør, træffer Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg afgørelse i sagen, inden 4 uger efter at klagen er modtaget i Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
Stk. 4. Ved behandling af klage over en kommunes afgørelse om udbetaling af godtgørelse efter § 83 kan Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg alene tage stilling til, om afgørelsen er i overensstemmelse med de retningslinjer, som kommunen har fastsat.
Stk. 5. Kommunens afgørelser om fleksløntilskud efter § 70 f og tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende efter § 70 g, stk. 5, efter denne lov kan indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. § 59 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
§ 129. (Ophævet)
§ 130. (Ophævet)
Klage over arbejdsgiverens beregninger ved ansættelse med løntilskud
§ 131. Klage over en offentlig arbejdsgivers beregninger af arbejdstiden, jf. § 55, stk. 5, for personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, 12 og 13, kan inden 4 uger indbringes for jobcenteret.
Klage over arbejdsløshedskassens afgørelser
§ 132. Arbejdsløshedskassens afgørelser om selvvalgt uddannelse efter reglerne i kapitel 8 a og om befordringsgodtgørelse efter kapitel 15 kan, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt, indbringes for Arbejdsskadestyrelsen af den, som afgørelsen vedrører. §§ 98 og 99 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. finder tilsvarende anvendelse.