Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 356

§ 356. Medarbejderne i Finanstilsynet må ikke være medlem af direktion, bestyrelse eller repræsentantskab eller være ansat i virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet eller i disses organisationer. De må heller ikke uden tilladelse fra Finanstilsynets direktør eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller deltage i ledelsen eller driften af en erhvervsvirksomhed. De kan dog eje, drive og deltage i administrationen af fast ejendom.

Stk. 2. Medarbejdere i Finanstilsynet må ikke for egen regning udføre eller deltage i spekulationsforretninger, jf. § 77, stk. 1. Erhvervs- og vækstministeren skal for Finanstilsynets direktør, vicedirektører og dermed ligestillede udarbejde retningslinjer om indberetning af formuedispositioner.

Stk. 3. Direktøren for Finanstilsynet må ikke uden erhvervs- og vækstministerens tilladelse indgå aftaler, der medfører en eksponering, med eller stille sikkerhed over for finansielle virksomheder. For andre medarbejdere i Finanstilsynet udarbejder erhvervs- og vækstministeren nærmere retningslinjer for godkendelse af aftaler, der medfører en eksponering, med og sikkerhedsstillelser over for finansielle virksomheder. Retningslinjerne kan foreskrive forskellige godkendelsesprocedurer for de enkelte medarbejderkategorier.

Frister

Kilde: Retsinformation.dk