Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 347

§ 347. De finansielle virksomheder, finansielle holdingvirksomheder, forsikringsholdingvirksomhed, fælles datacentraler, leverandører og underleverandører skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed. I overensstemmelse med bestemmelser fastsat i direktiver gælder dette tilsvarende for udenlandske kreditinstitutter, administrationsselskaber og investeringsselskaber, der udøver virksomhed her i landet gennem etablering af filial eller udbud af finansielle tjenesteydelser.

Stk. 2. Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til en finansiel virksomhed og dens filialer, en finansiel holdingvirksomhed, en forsikringsholdingvirksomhed eller en fælles datacentral med henblik på indhentelse af oplysninger, herunder ved inspektioner.

Stk. 3. I det omfang det er nødvendigt for bedømmelse af en finansiel virksomheds, en finansiel holdingvirksomheds eller en forsikringsholdingvirksomheds økonomiske stilling, kan Finanstilsynet indhente oplysninger og til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til de virksomheder, med hvilke den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed eller forsikringsholdingvirksomheden har særlig direkte eller indirekte forbindelse.

Stk. 4. Finanstilsynet kan kræve alle oplysninger, herunder regnskaber og regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om en fysisk eller juridisk person er omfattet af bestemmelserne i denne lov.

Stk. 5. Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til en leverandør eller underleverandør med henblik på indhentelse af oplysninger om den outsourcede aktivitet.

Stk. 6. Finanstilsynet kan indhente oplysninger efter stk. 1-4 til brug for de i § 354, stk. 6, nr. 21-32, nævnte myndigheder og organer.

Stk. 7. I tilfælde, hvor en koncern har et udenlandsk datterselskab, der er et kreditinstitut eller et investeringsselskab, og dette datterselskab ikke medtages i et konsolideret tilsyn efter artikel 19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, kan den kompetente myndighed i det land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvori kreditinstituttet eller investeringsselskabet er beliggende, anmode et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab I, et finansielt holdingselskab eller et blandet finansielt holdingselskab som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 20 og 21, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, som er modervirksomhed for kreditinstituttet eller investeringsselskabet, om at fremlægge oplysninger, der gør det lettere for den kompetente myndighed at gennemføre tilsynet med kreditinstituttet eller investeringsselskabet.

Kilde: Retsinformation.dk