Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 152 q

§ 152 q. Fortrolige oplysninger i relation til de aktiver, der indføres i refinansieringsregisteret, kan videregives eller udnyttes, i det omfang det er nødvendigt for varetagelse af opgaver i forbindelse med refinansieringstransaktionen, administration af aktiverne eller refinansieringsregisteret.

Stk. 2. Videregivelse efter stk. 1 kan alene ske til følgende personer eller juridiske enheder:

  1. Pengeinstituttet, der har bevilget lånene eller fremleaset aktivet og dets eventuelle databehandlere,

  2. en leverandør, der fører refinansieringsregisteret på vegne af det oprindelige institut, jf. § 152 j, stk. 3,

  3. den tilsynsførende på registeret, jf. § 152 r, stk. 4,

  4. en tredjemand, som handler på vegne af det sælgende pengeinstitut,

  5. en tredjemand, som handler på vegne af den berettigede enhed eller dennes kreditorer,

  6. Finansiel Stabilitet A/S eller en anden administrator, i tilfælde af at pengeinstituttet begæres eller erklæres konkurs, jf. § 152 w, afvikles, jf. § 152 u, eller mister sin tilladelse til at føre et refinansieringsregister, jf. § 152 i,

  7. erhververen af aktiverne, jf. § 152 y, stk. 1, eller

  8. den berettigede enhed og et administrerende pengeinstitut på vegne af den berettigede enhed, i tilfælde af at aktiverne tages ud af refinansieringsregisteret og de almindelige sikringsakter iagttages.

Stk. 3. Den, som modtager oplysninger efter stk. 1, er omfattet af tavshedspligt.

Kilde: Retsinformation.dk