Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 125 f
§ 125 f. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter på kvartalsbasis en kontracyklisk buffersats vedrørende krediteksponeringer i Danmark under hensyntagen til bl.a. kreditcyklussen, risiciene som følge af overdreven udlånsvækst og særlige forhold i den nationale økonomi. Erhvervs- og vækstministeren træffer beslutning om, fra hvilken dato pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, skal anvende den kontracykliske buffersats til opgørelse af deres virksomhedsspecifikke kontracykliske kapitalbuffer, jf. § 125 a, stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren offentliggør en meddelelse om den kvartalsvise fastsættelse af den kontracykliske buffersats på Erhvervs- og Vækstministeriets hjemmeside.
Stk. 2. En kontracyklisk buffersats mellem 0 og 2,5 pct. fastsat i et andet land skal anvendes af pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, til opgørelse af deres virksomhedsspecifikke kontracykliske kapitalbuffer, jf. § 125 a, stk. 4, i forbindelse med krediteksponeringer med beliggenhed i det pågældende land, jf. dog stk. 6.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan beslutte, at en kontracyklisk buffersats på over 2,5 pct. fastsat i et andet land skal anvendes af pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, til opgørelse af deres virksomhedsspecifikke kontracykliske kapitalbuffer, jf. § 125 a, stk. 4, i forbindelse med krediteksponeringer med beliggenhed i det pågældende land. Har erhvervs- og vækstministeren besluttet at anvende en buffersats på over 2,5 pct. i medfør af 1. pkt., træffer erhvervs- og vækstministeren desuden beslutning om, fra hvilken dato virksomhederne skal anvende buffersatsen til opgørelse af deres virksomhedsspecifikke kontracykliske kapitalbuffer, jf. § 125 a, stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren offentliggør en meddelelse om en buffersats fastsat i medfør af 1. pkt. på Erhvervs- og Vækstministeriets hjemmeside. Har erhvervs- og vækstministeren ikke truffet beslutning om anvendelse af en kontracyklisk buffersats på over 2,5 pct. i medfør af 1. pkt., skal pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, anvende en buffersats på 2,5 pct. til opgørelse af deres virksomhedsspecifikke kontracykliske kapitalbuffer, jf. § 125 a, stk. 4, i forbindelse med krediteksponeringer med beliggenhed i det pågældende land.
Stk. 4. En kontracyklisk buffersats på mellem 0 og 2,5 pct. for et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, fastsat i medfør af stk. 2 eller 3 finder anvendelse fra den dato, der er angivet på hjemmesiden hos den kompetente myndighed for det pågældende land, jf. dog stk. 9. En kontracyklisk buffersats på mellem 0 og 2,5 pct. for et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, fastsat i medfør af stk. 2 eller 3 finder anvendelse 12 måneder efter den dato, hvor en ændring i buffersatsen er blevet offentliggjort af den kompetente myndighed for det pågældende land i overensstemmelse med det pågældende lands nationale regler, jf. dog stk. 9.
Stk. 5. Er der ikke fastsat en kontracyklisk buffersats i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, kan erhvervs- og vækstministeren fastsætte en kontracyklisk buffersats, som pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, skal anvende til opgørelse af deres virksomhedsspecifikke kontracykliske kapitalbuffer, jf. § 125 a, stk. 4, i forbindelse med krediteksponeringer med beliggenhed i det pågældende land. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte en buffersats i medfør af 1. pkt., hvis det med rimelighed kan antages, at der bør fastsættes en buffersats for at beskytte virksomheder omfattet af § 125 a, stk. 1, mod risikoen for overdreven udlånsvækst i det pågældende land.
Stk. 6. Er der fastsat en kontracyklisk buffersats i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, kan erhvervs- og vækstministeren fastsætte en anden buffersats til brug for pengeinstitutters, realkreditinstitutters og fondsmæglerselskaber I’s, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, opgørelse af deres virksomhedsspecifikke kontracykliske kapitalbuffer, jf. § 125 a, stk. 4, i forbindelse med krediteksponeringer med beliggenhed i det pågældende land. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte en buffersats i medfør af 1. pkt., hvis det med rimelighed kan antages, at den buffersats, som er fastsat af det pågældende land, ikke er tilstrækkelig til på passende vis at beskytte virksomheder omfattet af § 125 a, stk. 1, mod risikoen for overdreven udlånsvækst i det pågældende land.
Stk. 7. Fastsætter erhvervs- og vækstministeren en buffersats efter stk. 5 eller 6, som forhøjer den gældende kontracykliske buffersats, træffer erhvervs- og vækstministeren beslutning om, fra hvilken dato pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, skal anvende den pågældende buffersats til opgørelse af deres virksomhedsspecifikke kontracykliske kapitalbuffer.
Stk. 8. Erhvervs- og vækstministeren offentliggør enhver fastsættelse i medfør af stk. 5 og 6 af en kontracyklisk buffersats for et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, på Erhvervs- og Vækstministeriets hjemmeside.
Stk. 9. Et pengeinstitut, et realkreditinstitut og et fondsmæglerselskab I, hvis fondsmæglerselskabet I har tilladelse til de aktiviteter, der er nævnt i bilag 4, afsnit A, nr. 3 og 6, kan anvende en reduceret kontracyklisk buffersats til opgørelse af deres virksomhedsspecifikke kontracykliske kapitalbuffer, jf. § 125 a, stk. 4, fra den dag, hvor en reduceret kontracyklisk buffersats er blevet offentliggjort.
Kilde: Retsinformation.dk