Bekendtgørelse af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 91
§ 91. En arbejdsgiver skal på begæring afgive oplysninger til brug for administrationen af forsikringssystemet, herunder om
-
hvilke lønmodtagere han har beskæftiget i et nærmere angivet tidsrum og disses beskæftigelsesperioder inden for dette tidsrum,
-
hvorvidt han har beskæftiget bestemte medlemmer af en kasse inden for et nærmere angivet tidsrum,
-
hvilken løn der er udbetalt til bestemte medlemmer af en kasse inden for et nærmere angivet tidsrum,
-
årsagen til et medlems arbejdsophør og
-
udbetaling af dagpengegodtgørelse i henhold til § 84.
Stk. 2. De oplysninger, der er nævnt i stk. 1, kan indhentes af direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og direktøren for Arbejdsskadestyrelsen og for så vidt angår egne medlemmer vedkommende arbejdsløshedskasse.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet regler om administrationen af reglerne i stk. 1 og 2.
Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler om, at de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, nr. 1, med angivelse af cpr-nummer, samt hvilken løn den pågældende får, skal registreres hver dag fra beskæftigelsens start. Registreringen kan være papirbaseret eller digital.
Stk. 5. Registreringen efter stk. 4 skal til enhver tid på begæring forevises Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til brug for administrationen af forsikringssystemet.
Stk. 6. Pensionskasser, livsforsikringsselskaber og pengeinstitutter skal på begæring af direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering eller direktøren for Arbejdsskadestyrelsen give oplysninger om bestemte dagpenge-, og efterlønsmodtageres pensionsforhold m.v. i det omfang, pensionskassen, livsforsikringsselskabet eller pengeinstituttet er i besiddelse af de ønskede oplysninger.
Stk. 7. Direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan uden samtykke forlange at få nødvendige oplysninger fra pengeinstitutter om bestemte dagpenge- eller efterlønsmodtageres hævninger eller indsættelser foretaget i udlandet. Oplysninger kan indhentes, når der er en begrundet formodning for, at et medlem af en arbejdsløshedskasse i forbindelse med et udlandsophold uberettiget har modtaget dagpenge eller efterløn fra kassen, og oplysninger om et udlandsophold ikke kan indhentes på anden måde. Oplysningerne kan videregives til kassen, som kan sammenstille disse med øvrige oplysninger, som kassen er i besiddelse af, med henblik på kontrol af, om der er sket fejludbetaling.
Stk. 8. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kan til brug for behandlingen af sager indhente oplysninger efter reglerne i stk. 1, 6 og 7.
Stk. 9. Direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og direktøren for Arbejdsskadestyrelsen kan til brug ved administrationen af denne lov indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder og arbejdsløshedskasser, herunder oplysninger om enkeltpersoners indkomstforhold i elektronisk form, bl.a. med henblik på registersamkøring i kontroløjemed. Oplysningerne kan videregives til en arbejdsløshedskasse for så vidt angår vedkommende arbejdsløshedskasses egne medlemmer. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger der kan videregives. Oplysningerne er undergivet tavshedspligt i arbejdsløshedskasserne. Straffelovens § 152 og §§ 152 c-f finder anvendelse.
Stk. 10. Reglerne i stk. 1, 2 og 6-9 finder anvendelse, i det omfang oplysningerne ikke kan indhentes fra indkomstregisteret, jf. § 90 b.
Stk. 11. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om, hvilket dokumentationsmateriale der skal foreligge i forbindelse med kassernes administration af bestemmelserne i denne lov. Der kan herunder fastsættes regler om, at udbetaling af dagpenge ikke må finde sted, forinden der er tilvejebragt den fornødne dokumentation.
Kilde: Retsinformation.dk