Bekendtgørelse af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 85 c

§ 85 c. For medlemmer, som modtager dagpenge efter loven eller dagpenge efter artikel 64 eller 65 i forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, indbetales et bidrag, der udgør det dobbelte af det bidrag, der er fastsat efter § 15, stk. 1, sammenholdt med § 2 a i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. dog stk. 3-6.

Stk. 2. Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension beregner størrelsen af bidraget for hver time, der udbetales dagpenge for.

Stk. 3. ATP-bidraget for dagpengemodtagere betales af dagpengemodtageren med 1/3, arbejdsløshedskassen med 1/3 og arbejdsgivere omfattet af stk. 12 med 1/3,

  1. hvor kommunen bidrager til finansieringen af dagpenge med 70 pct. af dagpengeudgiften, jf. § 82 a, stk. 3, 1. pkt., jf. dog stk. 5,

  2. hvor kommunen bidrager til finansieringen af dagpenge med 100 pct. af dagpengeudgiften, jf. § 82 a, stk. 3, 3. pkt., samt

  3. hvor kommunen ikke bidrager til finansieringen af dagpenge, jf. § 82 a, stk. 4.

Stk. 4. ATP-bidraget for medlemmer, der modtager dagpenge efter artikel 64 eller 65 i forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger, betales af dagpengemodtageren med en tredjedel, arbejdsløshedskassen med en tredjedel og arbejdsgivere omfattet af stk. 12 med en tredjedel.

Stk. 5. ATP-bidraget for dagpengemodtagere betales af dagpengemodtageren med 1/3 og statskassen med 2/3, når

  1. kommunen bidrager til finansieringen af dagpenge med 50 pct. af dagpengeudgiften, jf. § 82 a, stk. 3, 2. pkt.,

  2. dagpengemodtageren deltager i selvvalgt uddannelse efter kapitel 8 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller

  3. dagpengemodtageren deltager i øvrige tilbud efter kapitel 10 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 6. Hver bidragsandel efter stk. 3-5 for 1 uge nedrundes til nærmeste hele kronebeløb.

Stk. 7. Arbejdsløshedskassen fratrækker medlemmets del af bidraget ved udbetalingen af dagpengene med henblik på indbetaling af bidraget til Arbejdsmarkedets Tillægspension efter hvert kvartals udløb.

Stk. 8. Arbejdsløshedskassens andel af bidraget, jf. stk. 3 og 4, fastsættes som et bidrag pr. medlem, og bidragets størrelse beregnes af direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering efter nærmere af beskæftigelsesministeren fastsatte regler.

Stk. 9. Statens andel af bidraget, jf. stk. 5, indbetales til Arbejdsmarkedets Tillægspension efter hvert kvartals udløb.

Stk. 10. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension nærmere regler om indbetaling af bidrag efter stk. 3-9 og 13 samt om indberetning herom til Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 11. Indbetaler kassen ikke bidrag rettidigt, finder reglerne i § 17, stk. 2-4 og 6, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension tilsvarende anvendelse.

Stk. 12. Til dækning af arbejdsgiverens del af ATP-bidraget, jf. stk. 3 og 4, skal private arbejdsgivere, der er registreret efter merværdiafgiftsloven (momsloven) eller lov om afgift af lønsum m.v., betale finansieringsbidrag. Kravet om registrering gælder ikke for udenlandske virksomheder og virksomheder på Færøerne og i Grønland.

Stk. 13. Finansieringsbidraget skal indbetales til Arbejdsmarkedets Tillægspension, som forestår opkrævning og inddrivelse af finansieringsbidrag fra arbejdsgiverne.

Stk. 14. Finansieringsbidrag efter stk. 13 kan opkræves sammen med andre finansieringsbidrag, der af Arbejdsmarkedets Tillægspension opkræves fra arbejdsgiverne.

Stk. 15. Finansieringsbidrag, der skal opkræves efter stk. 13, og som er under 100 kr. i en betalingsperiode, bortfalder. Opkræves finansieringsbidrag sammen med andre finansieringsbidrag fra arbejdsgivere, jf. stk. 14, udgør bidraget i 1. pkt. summen af de samlede finansieringsbidrag.

Stk. 16. Finansieringsbidraget fra arbejdsgivere fastsættes af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension. I finansieringsbidraget indgår administrationsomkostninger, herunder administrationsomkostninger til Arbejdsmarkedets Tillægspension. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om finansieringsbidragets størrelse.

Stk. 17. Finansieringsbidraget beregnes af Arbejdsmarkedets Tillægspension på grundlag af de samlede bidrag, som Arbejdsmarkedets Tillægspension har modtaget fra arbejdsgiveren i en forudgående periode, hvis længde svarer til den periode, som betaling af finansieringsbidrag vedrører. Bidraget udgør årligt det af beskæftigelsesministeren fastsatte finansieringsbidrag, for hver gang arbejdsgiveren indbetaler et beløb, der svarer til årsbidraget efter § 15, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 18. Arbejdsmarkedets Tillægspension kan indhente de oplysninger hos skattemyndigheder og andre offentlige myndigheder om den pågældende arbejdsgiver, som er nødvendige for at varetage opkrævningen og inddrivelsen af skyldige finansieringsbidrag, renter og ekspeditionsgebyr, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold. Til brug ved beregning, opkrævning og behandling af finansieringsbidrag er der i nødvendigt omfang adgang til oplysninger i Arbejdsmarkedets Tillægspensions registre.

Stk. 19. Sker indbetaling af finansieringsbidrag ikke rettidigt, skal arbejdsgiveren betale renter af finansieringsbidraget med 1½ pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen.

Stk. 20. Arbejdsmarkedets Tillægspension har udpantningsret for finansieringsbidrag, renter og ekspeditionsgebyr.

Stk. 21. Afgørelser om finansieringsbidragspligt og finansieringsbidrag, herunder beregning og opkrævning, kan inden for en frist af 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt, indbringes for Ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. § 28 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 22. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med Arbejdsmarkedets Tillægspension nærmere regler om beregningsperioder og indbetaling af finansieringsbidrag m.v., herunder om forfaldstid og frist for arbejdsgiverens indbetaling. Det kan ved disse regler bestemmes, at Arbejdsmarkedets Tillægspension kan give henstand med indbetaling, opkræve et ekspeditionsgebyr ved påkrav på grund af manglende betaling samt eftergive finansieringsbidrag, renter og eventuelle ekspeditionsgebyrer.

Kilde: Retsinformation.dk