Bekendtgørelse af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 64

§ 64. For et medlem, som modtager pension efter lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. eller tilsvarende udenlandsk lovgivning, begrænses retten til dagpenge efter § 55 til en periode på sammenlagt 12 måneder inden for de seneste 18 måneder.

Stk. 2. Retten til en ny dagpengeperiode efter stk. 1 er betinget af,

  1. at et fuldtidsforsikret medlem som lønmodtager i henhold til lov om et indkomstregister inden for de seneste 18 måneder på ny har fået indberettet mindst 962 løntimer, jf. dog § 52, eller på ny har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang i mindst 26 uger inden for de sidste 18 måneder, eller

  2. at et deltidsforsikret medlem som lønmodtager i henhold til lov om et indkomstregister inden for de sidste 18 måneder på ny har fået indberettet mindst 629 løntimer, jf. dog § 52.

Stk. 3. For et medlem, der har en pensionssag under behandling, gælder reglerne i stk. 1 og 2 fra den 1. i måneden efter, at der er forløbet 3 måneder fra det tidspunkt, hvor behandlingen af pensionssagen er påbegyndt, jf. lov om social pension. Udbetales pensionen med virkning fra et tidligere tidspunkt, gælder stk. 1 og 2 fra den 1. i måneden efter, at der er truffet afgørelse. Tilkendes medlemmet ikke pension, efterbetales de dagpenge, der er bortfaldet i henhold til 1. pkt.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler for anvendelsen af stk. 1-3. Der kan herunder fastsættes regler om, at indberettede løntimer, der ligger delvis i en medlemsperiode, kan medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet i forhold til medlemsperiodens længde inden for indberetningsperioden. Der kan ligeledes fastsættes regler om, at løntimer, der ligger i den indberetningsperiode, i hvilken ledigheden indtræder, kan medregnes, hvis de har betydning for opfyldelsen af beskæftigelseskravet. Der kan endvidere fastsættes regler om, at visse perioder, for hvilke der ikke indberettes løntimeoplysninger til indkomstregisteret, kan medregnes til opfyldelsen af beskæftigelseskravet i stk. 2.

Kilde: Retsinformation.dk