Bekendtgørelse af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 63

§ 63. Dagpenge må ikke udbetales, jf. stk. 4, til et medlem, hvis ledighed skyldes,

  1. at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår et rimeligt arbejde, som pågældende er henvist til af jobcenteret, arbejdsløshedskassen eller andre efter kapitel 3 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

  2. at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med sit arbejde,

  3. at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet,

  4. at medlemmet under en jobsamtale uden fyldestgørende grund afslår at medvirke til at indgå aftaler om tilbud eller uddannelsespålæg efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller at følge op på indgåede aftaler om beskæftigelsesindsatsen, eller

  5. at medlemmet uden fyldestgørende grund udebliver fra, afslår eller ophører i tilbud eller uddannelse på baggrund af et uddannelsespålæg efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, finder ikke anvendelse ved ophør af selvstændig virksomhed, jf. § 57, stk. 3. I disse tilfælde udbetales dagpenge ikke for de første 3 uger efter ophøret. Dog udbetales dagpenge efter den første uge ved ophør på grund af konkurs eller tvangsauktion.

Stk. 3. Et medlem, der nægter at medvirke til udvikling og produktion af krigsmateriel, jf. lov om krigsmateriel m.v., anses for at have fyldestgørende grund til at undlade at overtage arbejde eller ophøre med arbejdet, jf. stk. 1.

Stk. 4. Ved selvforskyldt ledighed efter stk. 1 pålægges medlemmet en karantæne på 3 uger. Hvis medlemmet inden for de seneste 12 måneder forud for den selvforskyldte ledighed er blevet selvforskyldt ledig, jf. stk. 1, bortfalder retten til dagpenge. Dagpengeretten er bortfaldet, indtil medlemmet

  1. som fuldtidsforsikret lønmodtager i henhold til lov om et indkomstregister har fået indberettet 300 løntimer, jf. dog § 52, inden for en sammenhængende periode, der dækker 3 måneder ved månedsindberetninger, eller 276 løntimer, jf. dog § 52, inden for en sammenhængende periode, der dækker 12 uger ved uge- eller 14-dages-indberetninger,

  2. som deltidsforsikret lønmodtager i henhold til lov om et indkomstregister har fået indberettet 150 løntimer, jf. dog § 52, inden for en sammenhængende periode, der dækker 3 måneder ved månedsindberetninger, eller 138 løntimer, jf. dog § 52, inden for en sammenhængende periode på 12 uger ved uge- eller 14-dages-indberetninger eller

  3. i mindst 26 uger uafbrudt har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang.

Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1-4. Der kan herunder fastsættes regler om, at visse perioder, for hvilke der ikke indberettes løntimeoplysninger til indkomstregisteret, kan medregnes til opfyldelsen af beskæftigelseskravet i stk. 4.

Kilde: Retsinformation.dk