← Bekendtgørelse af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

§ Bekendtgørelse af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. · kapitel 22 af 24

Kapitel 16 – Klageadgang

LBK nr 348 af 08/04/2014

§ 98. Klage over arbejdsløshedskassernes afgørelser efter denne lov kan af den, afgørelsen vedrører, indbringes for direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering eller direktøren for Arbejdsskadestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Klagen sendes til kassens hovedledelse, der skal vurdere sagen på ny. Fastholder kassens hovedledelse helt eller delvis afgørelsen, videresender denne klagen sammen med sagens akter til direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering eller direktøren for Arbejdsskadestyrelsen. Nærmere regler udarbejdes af beskæftigelsesministeren efter forhandling med Beskæftigelsesrådet.

Stk. 2. Direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering eller direktøren for Arbejdsskadestyrelsen kan se bort fra overskridelse af klagefristen i stk. 1, når der er særlig grund hertil. Afgørelsen herom kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 99. Klage over direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings og direktøren for Arbejdsskadestyrelsens afgørelser om medlemmers rettigheder og pligter efter denne lov kan af den, afgørelsen vedrører, indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Det samme gælder direktørens afgørelser efter § 86, stk. 4, 1. og 2. pkt., og stk. 5, samt efter EF-forordninger om koordinering af de sociale sikringsordninger.

Stk. 2. Klagen sendes til direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering eller direktøren for Arbejdsskadestyrelsen, der vurderer sagen på ny. Fastholder direktøren sin afgørelse helt eller delvis, sendes klagen til Beskæftigelsesudvalget, og klageren underrettes samtidig herom. Beskæftigelsesudvalgets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Alle øvrige afgørelser, der træffes af direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering eller direktøren for Arbejdsskadestyrelsen i henhold til denne lov, kan indbringes for beskæftigelsesministeren inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. dog stk. 4. Klagen sendes til direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering eller direktøren for Arbejdsskadestyrelsen, der vurderer sagen på ny. Fastholder direktøren sin afgørelse helt eller delvis, sendes klagen til Beskæftigelsesministeriet, og klageren underrettes samtidig herom.

Stk. 4. Direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings eller direktøren for Arbejdsskadestyrelsens afgørelser i anledning af klage over en kasses sagsbehandling kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 5. Chefen for Ankestyrelsen og beskæftigelsesministeren kan se bort fra klagefristen i stk. 1 og 3, når der er særlig grund hertil.

§ 100. (Ophævet)

Kapitel 16 a

Oprettelse af registre

§ 100 a. Beskæftigelsesministeren opretter et eller flere registre, der føres ved hjælp af elektronisk databehandling.

Stk. 2. Registrene har til formål at danne grundlag for

  1. gennemførelse af det tilsyn, som staten i henhold til kapitel 14 skal føre med de anerkendte arbejdsløshedskasser,

  2. udarbejdelse af en arbejdsmarkedsstatistik og

  3. arbejdsløshedskassernes administration af arbejdsmarkedslovgivningen.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler for,

  1. hvilke oplysninger kasserne og medlemmerne skal give til de i stk. 2 nævnte registre, og

  2. på hvilken måde og inden for hvilke frister oplysningerne skal gives.

Kapitel 16 b

Digital kommunikation

§ 100 b. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om digital kommunikation mellem medlemmet og arbejdsløshedskassen, herunder om, at medlemmet og arbejdsløshedskassen har pligt til at anvende digital kommunikation, når kassen har indført det.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om digital kommunikation mellem arbejdsløshedskasserne, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Ydelsesmæssige konsekvenser ved manglende digital kommunikation med jobcenteret m.v.

§ 100 c. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om dagpengemæssige konsekvenser for et medlem ved manglende digital kommunikation med jobcenteret og andre, der varetager en beskæftigelsesindsats, når der er fastsat regler om pligt til at anvende digital kommunikation i medfør af § 10 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Kapitel 16 c

Forsøg

§ 100 d. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler, som fraviger reglerne i denne lov eller regler fastsat i medfør af loven, med henblik på at gennemføre forsøg og udviklingsaktiviteter med arbejdsløshedskassernes administration af reglerne. Der kan ikke gennemføres forsøg og udviklingsaktiviteter med medlemmernes rettigheder og pligter. Der kan dog gennemføres forsøg og udviklingsaktiviteter med arbejdsløshedskassernes administration af de pligter, der er fastsat i forhold til medlemmerne.

Stk. 2. Forsøg og udviklingsaktiviteter skal have til formål at understøtte, at arbejdsløshedskasserne kan yde en professionel service over for medlemmerne, herunder ved brug af nye metoder i opgaveløsningen, som kan være med til at hjælpe medlemmerne hurtigere ud af ledighed, og som kan være med til at fremme en fokuseret og mere enkel administration af reglerne. Ved gennemførelsen af forsøg og udviklingsaktiviteter skal der tages højde for medlemmernes retssikkerhed.