Sundhedsloven § 75
§ 75. Regionsrådet kan samarbejde med andre regioners sygehusvæsen som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver.
Stk. 2. Regionsrådet kan endvidere indgå overenskomst med eller på anden måde benytte private institutioner som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte nærmere regler om regionernes benyttelse af sådanne institutioner.
Stk. 3. Regionsrådet indgår driftsoverenskomst med de i § 79, stk. 2 og 3, nævnte private specialsygehuse m.fl., som er beliggende i regionen.
Stk. 4. Regionsrådet indgår driftsoverenskomst med selvejende hospicer, som er beliggende i regionen, og som ønsker at indgå aftale om tilbud af hospicepladser. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler herom, herunder om det antal hospicepladser, som et regionsråd skal tilbyde at indgå driftsoverenskomst om, og om vilkår for driftsoverenskomsten.
Stk. 5. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan efter ansøgning fra en privat institution som nævnt i stk. 2 og 4 bestemme, at frit valg-reglerne i § 86 helt eller delvis skal finde anvendelse på institutionen.
Kilde: Retsinformation.dk