§ Sundhedsloven · kapitel 99 af 168
Kapitel 15 – Ydelser
LBK nr 1202 af 14/11/2014
Lægevalg samt lægehjælp hos praktiserende læge
§ 59. Personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1, skal vælge alment praktiserende læge og meddele det til kommunen.
Stk. 2. Meddelelse om valg af alment praktiserende læge skal indgives ved anvendelse af den digitale løsning, som bopælskommunen stiller til rådighed (digital selvbetjening). Meddelelser om valg af alment praktiserende læge, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af kommunalbestyrelsen, jf. dog 3. og 5. pkt. Hvis kommunalbestyrelsen finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal kommunalbestyrelsen tilbyde, at meddelelsen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening. Kommunalbestyrelsen bestemmer, hvordan en meddelelse omfattet af 3. pkt. skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt. Kommunalbestyrelsen kan helt ekstraordinært ud over de i 3. pkt. nævnte tilfælde undlade at afvise en meddelelse om valg af alment praktiserende læge, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for kommunen ved at modtage meddelelsen på anden måde end digitalt.
Stk. 3. En digital meddelelse om valg af alment praktiserende læge anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for kommunalbestyrelsen.
Stk. 4. Personer mellem 15 og 18 år kan vælge alment praktiserende læge uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver eller værge.
Stk. 5. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om gruppe 1-sikrede personers valg af læge, herunder i forbindelse med lægeskift.
§ 60. Regionsrådet yder vederlagsfri behandling hos den valgte alment praktiserende læge til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1.
Stk. 2. Til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 2, yder regionsrådet tilskud til behandling hos alment praktiserende læge med samme beløb, som afholdes for tilsvarende lægehjælp til personer omfattet af sikringsgruppe 1.
Stk. 3. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om gruppe 1-sikrede personers ret til vederlagsfri behandling hos alment praktiserende læge.
§ 61. Regionsrådet yder hos en læge vederlagsfri forebyggende helbredsundersøgelser samt vejledning om svangerskabshygiejne til gravide.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen fastsætter antallet af forebyggende helbredsundersøgelser efter stk. 1.
§ 62. Regionsrådet yder vederlagsfri vejledning om anvendelse af svangerskabsforebyggende metoder til personer uanset sikringsgruppe hos en alment praktiserende læge efter personens eget valg.
Stk. 2. Vejledning kan tilbydes og ydes til mindreårige uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren.
§ 63. Regionsrådet tilbyder alle børn under den undervisningspligtige alder syv vederlagsfri, forebyggende helbredsundersøgelser ved alment praktiserende læger, herunder tre undersøgelser i barnets første leveår.
Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om regionsrådets forpligtelser efter stk. 1.
§ 64. Regionsrådet yder vederlagsfri behandling hos praktiserende speciallæge til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1, når behandlingen sker efter henvisning fra den valgte alment praktiserende læge, jf. dog stk. 4.
Stk. 2. Til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 2, yder regionsrådet tilskud til behandling hos praktiserende speciallæge med samme beløb, som afholdes for tilsvarende lægehjælp til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1.
Stk. 3. Ved behandling eller undersøgelse, der efter henvisning fra alment praktiserende læge ydes af en speciallæge, inden for hvis speciale der ikke findes en overenskomst med det offentlige, yder regionsrådet tilskud til delvis dækning afudgiften efter nærmere regler, der fastsættes af ministeren for sundhed og forebyggelse.
Stk. 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om henvisning til behandling efter stk. 1, herunder at kravet om henvisning til behandling hos praktiserende speciallæge kan fraviges i nærmere bestemt omfang. Endvidere kan Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætte nærmere regler om, at en praktiserende speciallæge kan henvise til behandling hos en anden praktiserende speciallæge i nærmere bestemt omfang.
Tilskud til behandling hos tandlæge, kiropraktor, fysioterapeut, fodterapeut, psykolog m.fl.
§ 65. Regionsrådet yder tilskud til behandling hos tandlæge.
§ 66. Regionsrådet yder tilskud til behandling hos kiropraktor.
§ 67. Regionsrådet yder tilskud til behandling hos fysioterapeut efter lægehenvisning.
§ 68. Regionsrådet yder tilskud til behandling hos fodterapeut efter lægehenvisning.
§ 69. Regionsrådet yder tilskud til behandling hos psykolog efter lægehenvisning.
§ 70. Regionsrådet yder efter regler fastsat af ministeren for sundhed og forebyggelse tilskud til briller til børn under 16 år.
§ 70 a. Regionsrådet yder tilskud til høreapparatbehandling til personer over 18 år.
§ 71. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte nærmere regler om, at der ydes tilskud til anden behandling end nævnt i §§ 65-69.
§ 72. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler for tilskud efter §§ 65-71.
Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om godkendelse af private leverandører til høreapparatbehandling i medfør af § 70 a og om gebyrer for omkostninger ved udstedelse og vedligeholdelse af godkendelse.
§ 73. Kommunalbestyrelsen kan undtagelsesvis yde hjælp til supplering af de i §§ 60 og 64-71 omhandlede ydelser.
Afsnit VI
Sygehusydelser