Aktivloven § 13 d

§ 13 d. Pensionsstyrelsen fører tilsyn med kommunernes vurdering af en persons rådighed, når den pågældende har ansøgt om eller modtager kontanthjælp som jobparat.

Stk. 2. Tilsynet omfatter

  1. kommunernes afgørelser om rådighed efter §§ 13-13 c og

  2. kommunernes afgørelser om konsekvenser og sanktioner efter §§ 36-41.

Stk. 3. Pensionsstyrelsen indhenter sager til gennemsyn fra kommunerne til brug for tilsynet. Pensionsstyrelsen kan endvidere ved tilsynsbesøg i den enkelte kommune få udleveret sager til gennemsyn.

Stk. 4. Pensionsstyrelsen meddeler kommunen, om de gennemgåede afgørelser vurderes at være i overensstemmelse med gældende rådigheds- og sanktionsregler, herunder om der fejlagtigt er udbetalt kontanthjælp med den virkning, at udgiften ikke kan anmeldes til statsrefusion.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen behandler det samlede resultat af Pensionsstyrelsens tilsyn på et møde.

Stk. 6. Pensionsstyrelsen kan i særlige tilfælde beslutte, at kommunalbestyrelsen skal orientere styrelsen om kommunalbestyrelsens behandling efter stk. 5, herunder om, hvilke foranstaltninger resultatet af tilsynet har givet anledning til. Pensionsstyrelsen kan fastsætte en frist for denne orientering.

Stk. 7. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet regler om gennemførelsen af tilsynet.

Kilde: Retsinformation.dk