Bekendtgørelse af lov om stormflod og stormfald § 4
§ 4. Der ydes erstatning for umiddelbart indtrådte skader forårsaget af stormflod eller af oversvømmelse fra vandløb og søer på her i landet værende fast ejendom og løsøre, som er dækket af en afgiftspligtig forsikring mod brand, jf. § 24 og § 26, stk. 3.
Stk. 2. Erstatning ydes ikke for indirekte tab, jf. dog stk. 3 og 4, samt for skader på følgende typer fast ejendom og løsøre:
-
Fast ejendom og løsøre, for hvilket det i almindelighed er muligt at tegne forsikring mod henholdsvis skader forårsaget af stormflod og af oversvømmelse fra vandløb og søer i et forsikringsselskab, der har ret til at udøve forsikringsvirksomhed her i landet, jf. lov om finansiel virksomhed.
-
Fast ejendom og løsøre, hvor anden forsikring dækker den pågældende skade.
-
Løsøre i kældre og rum under terræn.
-
Jord.
-
Saltskadede afgrøder.
-
Fast ejendom, der ligger uden for et dige.
-
Diger, kystbeskyttelse og anden form for værn mod vandet.
-
Havne- og kajanlæg, bådebroer, badebroer og lign.
-
Haveanlæg og løsøre placeret i haven.
-
Både, joller og lign. beliggende i vand eller placeret på strand eller kystbeskyttelse eller anden form for værn mod vandet.
-
Trailere, campingvogne, campletter, containere, skurvogne og lign. samt løsøre placeret heri.
-
Badehuse og lign. placeret på strand, kystbeskyttelse eller anden form for værn mod vandet.
-
Kiosker, butikker, udsalg og lignende erhverv placeret på strand, kystbeskyttelse eller anden form for værn mod vandet.
-
Løsøre placeret på havne- og kajanlæg, strand, kystbeskyttelse eller anden form for værn mod vandet.
-
Dyr, bortset fra dyr, der opdrættes i dambrug.
-
Løsøre, der tilhører erhvervsvirksomheder, og som befinder sig i virksomhedens lagerbygninger eller lignende bygninger, medmindre det er placeret mindst 10 cm over gulvniveau eller terræn.
Stk. 3. Der ydes erstatning til privatpersoner for omkostninger i tilknytning til genhusning, herunder opmagasinering og flytning. Der ydes kun erstatning for genhusning, som overstiger 1 måned. Erstatning til genhusning kan maksimalt udgøre 12.000 kr. pr. måned.
Stk. 4. Der ydes erstatning til privatpersoner for omkostninger som følge af skimmelsvamp opstået i forbindelse med stormflod eller oversvømmelse, jf. § 2, stk. 1 og 2.
Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om erstatning efter stk. 1-4 og anvendelsen heraf.
Kilde: Retsinformation.dk