§ Bekendtgørelse af lov om stormflod og stormfald · kapitel 10 af 18
Kapitel 1 – Lovens område m.v.
LBK nr 1129 af 20/10/2014
§ 1. Efter reglerne i denne lov kan der ydes
-
erstatning for skader forårsaget af stormflod,
-
erstatning for skader forårsaget af oversvømmelse fra vandløb og søer samt
-
tilskud til gentilplantning med robust skov på private fredskovsarealer, der er ramt af stormfald. Robust skov indeholder en væsentlig andel hjemmehørende træarter.
§ 2. Ved stormflod forstås oversvømmelse som følge af en ekstremt høj vandstand i havet, der statistisk indtræffer sjældnere end hvert 20. år.
Stk. 2. Ved oversvømmelse fra vandløb og søer forstås oversvømmelse som følge af en ekstremt høj vandstand i vandløb og søer, der forventes statistisk at ville indtræffe sjældnere end hvert 20. år.
Stk. 3. Ved stormfald forstås, at der i en eller flere landsdele som følge af kraftig vindpåvirkning er væltet eller knækket træer på store skovarealer svarende til mindst 1 års hugst i de ramte områder.
Stk. 4. Afgørelse af, om der har været stormflod, oversvømmelse fra vandløb og søer eller stormfald i et område på et givet tidspunkt, træffes af Stormrådet, jf. § 21, efter udtalelse fra Danmarks Meteorologiske Institut og Kystdirektoratet, for så vidt angår afgørelse af, om der har været stormflod, og Miljøministeriet, for så vidt angår afgørelse af, om der har været oversvømmelse fra vandløb og søer eller stormfald.
§ 3. Tilskud i henhold til § 1, nr. 3, kan alene ydes til private ejere.
Stk. 2. En privat ejer kan være en person, et selskab, en fond, forening eller lignende. Den private ejer må ikke have indgået driftsoverenskomst med det offentlige.
Stk. 3. Såfremt det areal, der ydes tilskud til, ejes af flere personer, udbetales tilskud til den, der over for Stormrådet kan godtgøre at repræsentere hele ejerkredsen.
Stk. 4. I forbindelse med ejerskifte kan den nye ejer overtage rettigheder og forpligtelser ifølge tilsagnet om tilskud.