§ Konkursloven · kapitel 54 af 64
Kapitel 22 – Hæftelse for gælden ved overtrædelse af konkurskarantæne
LBK nr 11 af 06/01/2014
§ 167. Den, der i strid med en pålagt konkurskarantæne har deltaget i ledelsen af skyldnerens virksomhed, hæfter for den del af skyldnerens gæld, som ikke dækkes af konkursmassen, hvis fristdagen ligger inden konkurskarantænens udløb.
Stk. 2. Skifteretten kan helt eller delvis fritage for hæftelse efter stk. 1.
Stk. 3. Skifteretten kan helt eller delvis pålægge den, der i strid med en pålagt konkurskarantæne har deltaget i ledelsen af skyldnerens virksomhed, hæftelse som nævnt i stk. 1, hvis fristdagen ligger inden for 1 år efter konkurskarantænens udløb.
Stk. 4. Ved en afgørelse efter stk. 2 eller 3 skal der lægges vægt på, om det under hensyn til de vigtigste årsager til konkursen og den pågældendes andel heri er rimeligt at pålægge hæftelse.
§ 168. Hæftelse efter § 167 kan kun pålægges, hvis kurator på boets vegne indleverer stævning herom, inden skifteretten indkalder til afsluttende skiftesamling.
Stk. 2. Sagen behandles ved skifteretten efter reglerne i kapitel 31.