Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 98
§ 98. Investorerne i de UCITS, specialforeninger, hedgeforeninger, godkendte fåmandsforeninger, professionelle foreninger og ikkegodkendte fåmandsforeninger, investorer i andre kollektive investeringsordninger, jf. § 195 i lov om investeringsforeninger m.v., og investorer, med hvem investeringsforvaltningsselskabet har indgået en aftale om skønsmæssig porteføljepleje, jf. bilag 4, afsnit A, nr. 4, jf. § 10, stk. 2, som et investeringsforvaltningsselskab administrerer, har ret til gennem et investorforum at vælge ét medlem af bestyrelsen for investeringsforvaltningsselskabet. Investor- og forbrugerorganisationer har adgang til over for investorforummet at foreslå kandidater til bestyrelsen. Valget gennemføres på et valgmøde eller ved elektronisk afstemning efter regler fastsat i investeringsforvaltningsselskabets vedtægter. Investorerne kan lade sig repræsentere ved fuldmægtig.
Stk. 2. Investeringsforvaltningsselskabets vedtægter skal fastsætte, om investorerne kan stemme i forhold til deres relative andel af den formue, som investeringsforvaltningsselskabet administrerer for UCITS, specialforeninger, hedgeforeninger, godkendte fåmandsforeninger, professionelle foreninger, ikkegodkendte fåmandsforeninger, investorer i andre kollektive investeringsordninger, jf. § 195 i lov om investeringsforeninger m.v., og investorer, med hvem investeringsforvaltningsselskabet har indgået en aftale om skønsmæssig porteføljepleje, jf. bilag 4, afsnit A, nr. 4, jf. § 10, stk. 2, eller om hver investor har én stemme uanset det investerede beløb. Stemmer investorerne efter deres relative andel af formuen, beregnes antallet af stemmer på grundlag af den indre værdi efter den sidst offentliggjorte kurs eller kursen på en forud fastlagt dato.
Stk. 3. Når et investeringsforvaltningsselskab alene administrerer investeringsforeninger, SIKAV’er, specialforeninger, hedgeforeninger, godkendte fåmandsforeninger og professionelle foreninger, som ejer selskabet, jf. § 17, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., er selskabet undtaget fra kravet i stk. 1 om at etablere et investorforum, såfremt mindst ét medlem af den eller de administrerede foreningers og SIKAV’ers bestyrelser vælges som medlem af investeringsforvaltningsselskabets bestyrelse.
Kilde: Retsinformation.dk