Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 106

§ 106. Et depotselskab skal forvalte og opbevare en dansk UCITS', specialforenings, hedgeforenings, professionel forenings og fåmandsforenings finansielle aktiver (formuen) særskilt for den danske UCITS' eller foreningens afdelinger. Depotselskabet skal kunne yde tilstrækkelig finansiel og faglig sikkerhed for reelt at kunne udøve hvervet for den danske UCITS, specialforeningen, hedgeforeningen, den professionelle forening eller fåmandsforeningen.

Stk. 2. Depotselskabet skal påse, at

  1. en dansk UCITS', specialforenings, hedgeforenings, professionel forenings eller fåmandsforenings emission og indløsning samt mortifikation af investorernes andele foretages i overensstemmelse med reglerne i lov om investeringsforeninger m.v. og vedtægterne eller fondsbestemmelserne,

  2. finansielle instrumenter, jf. § 3, stk. 1, nr. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., der sælges for den danske UCITS', specialforenings, hedgeforenings, professionelle forenings eller fåmandsforenings regning, kun udleveres mod, at salgssummen (modydelsen) indbetales til depotselskabet,

  3. betaling for finansielle instrumenter, jf. § 3, stk. 1, nr. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., der købes for den danske UCITS', specialforenings, hedgeforenings, professionelle forenings eller fåmandsforenings regning, kun finder sted mod levering af de finansielle instrumenter til depotselskabet,

  4. aktiver tilhørende den danske UCITS, specialforening, hedgeforening, professionelle forening eller fåmandsforening, som er stillet til sikkerhed for disses forpligtelser, tilbageleveres til depotselskabet, når den sikrede fordring er indfriet,

  5. udbetaling af udbytte eller henlæggelse af overskud til forøgelse af formuen foregår i overensstemmelse med den danske UCITS', specialforenings, hedgeforenings, professionelle forenings eller fåmandsforenings vedtægter eller fondsbestemmelser,

  6. værdien af en dansk UCITS', specialforenings eller fåmandsforenings beholdning af pantebreve ansættes i overensstemmelse med reglerne herom,

  7. en dansk UCITS', specialforenings eller hedgeforenings køb og salg af finansielle instrumenter, jf. § 3, stk. 1, nr. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., sker i overensstemmelse med § 51 i lov om investeringsforeninger m.v. og

  8. køb og salg af andre aktiver, herunder pantebreve, foretages til priser, der ikke er mindre fordelagtige end dagsværdien.

Stk. 3. Når depotselskabet er depotselskab for en dansk UCITS, der administreres af et administrationsselskab med hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale på det finansielle område, skal depotselskabet, investeringsforeningens eller SIKAV'ens bestyrelse og administrationsselskabet indgå en skriftlig aftale om den informationsudveksling, der er nødvendig, for at depotselskabet kan udføre sine pligter efter denne lov, lov om investeringsforeninger m.v. og regler udstedt i medfør af lovene.

Stk. 4. Såfremt depotselskabet er depotselskab for en dansk UCITS, der er masterinstitut eller feederinstitut, men ikke depotselskab for begge enheder eller institutter (UCITS) i master-feeder-strukturen, skal det, jf. § 5, stk. 4, nr. 2, i lov om investeringsforeninger m.v., indgå en aftale med det andet depotselskab om udveksling af oplysninger for at sikre, at begge depotselskaber kan udføre deres pligter.

Stk. 5. Depotselskabet for en dansk UCITS, der er masterinstitut, skal straks underrette Finanstilsynet, hvis det får kendskab til uregelmæssigheder i relation til masterinstituttet. Hvis uregelmæssighederne, jf. 1. pkt., må anses for at have negative konsekvenser for et feederinstitut, skal depotselskabet tillige underrette dette eller dets investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab og dets depotselskab.

Stk. 6. Finanstilsynet kan udstede nærmere regler om

  1. depotselskabets pligter over for danske UCITS, specialforeninger, hedgeforeninger, professionelle foreninger og fåmandsforeninger, det er depotselskab for,

  2. depotselskabets pligter over for en dansk UCITS, der administreres af et administrationsselskab med hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,

  3. depotselskabets pligt til at underrette et feederinstitut og dets depotselskab, jf. stk. 5,

  4. depotselskabets pligt til at underrette Finanstilsynet om forhold vedrørende danske UCITS, specialforeninger, hedgeforeninger, professionelle foreninger og fåmandsforeninger, det er depotselskab for, og om

  5. indholdet af den i stk. 3 nævnte aftale.

Kilde: Retsinformation.dk