Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 101

§ 101. Investeringsforvaltningsselskaber skal ved administration af UCITS, specialforeninger, professionelle foreninger, godkendte fåmandsforeninger og hedgeforeninger handle uafhængigt og udelukkende i den pågældende UCITS eller foreningens interesse.

Stk. 2. Investeringsforvaltningsselskaber skal i den daglige ledelse varetage interesserne for den eller de UCITS og foreninger, de administrerer, bedst muligt.

Stk. 3. Investeringsforvaltningsselskabers bestyrelse skal

  1. fastsætte en politik vedrørende interessekonflikter mellem UCITS, foreninger, afdelinger og andelsklasser indbyrdes samt mellem disse på den ene side og investeringsforvaltningsselskabet og andre selskaber, det indgår i koncern med, og andre aftalepartnere henholdsvis investeringsforvaltningsselskabets andre kunder på den anden side,

  2. kunne påvise interessekonflikter, som kan skade en UCITS' eller en forenings investorer,

  3. begrænse interessekonflikter mest muligt og,

  4. når der er risiko for, at nogle af de administrerede enheders eller kunders interesser skades, i det konkrete tilfælde informere den pågældende UCITS, forening eller kunde om interessekonflikternes generelle indhold, inden parterne indgår aftale eller, hvis der er indgået aftale, når interessekonflikten er konstateret.

Stk. 4. Når et investeringsforvaltningsselskab tillige har tilladelse til at udføre skønsmæssig porteføljepleje, skal det opretholde en klar adskillelse mellem denne porteføljepleje og administration af foreninger og UCITS. Investeringsforvaltningsselskabet er i forhold, der vedrører administration af foreninger, underlagt den enkelte forenings bestyrelses instruktionsbeføjelse og i forhold, der vedrører UCITS, selskabets bestyrelses instruktionsbeføjelse, medmindre der gælder andre regler i den pågældende UCITS hjemland.

Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om, hvordan investeringsforvaltningsselskaber skal påvise og begrænse interessekonflikter.

Investeringsforvaltningsselskabers adgang til at delegere opgaver, der vedrører administration af SIKAV'er, værdipapirfonde og udenlandske UCITS

Kilde: Retsinformation.dk