Bekendtgørelse af lov om byfornyelse og udvikling af byer § 51

§ 51. Byggeskadefonden er en selvejende institution, der yder støtte til udbedring af skader, der skyldes forhold ved ombygningen m.v. i forbindelse med bygningsfornyelse efter denne lov. Ministeren for by, bolig og landdistrikter kan godkende, at fonden herudover deltager i aktiviteter, der har til formål at fremme kvalitet og effektivitet i bygningsfornyelse, herunder foretager kapitalindskud i selskaber.

Stk. 2. Fonden ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer. Bestyrelsen udpeges af ministeren for by, bolig og landdistrikter på grundlag af indstillinger fra de i stk. 3 nævnte organisationer og myndigheder.

Stk. 3. Kommunernes Landsforening samt landsomfattende sammenslutninger af henholdsvis grundejerforeninger, private andelsboligforeninger og lejerforeninger indstiller hver 1 medlem til fondens bestyrelse. Københavns og Frederiksberg Kommuner indstiller i fællesskab 1 medlem.

Stk. 4. Der udpeges og indstilles stedfortrædere efter reglerne i stk. 2 og 3. Udpegning af bestyrelsen og stedfortrædere sker for 4 år ad gangen. Finder udpegning sted i løbet af en periode, gælder den kun til periodens udløb.

Stk. 5. Ministeren for by, bolig og landdistrikter godkender fondens vedtægter.

Stk. 6. Fonden skal på forlangende give ministeren for by, bolig og landdistrikter enhver oplysning om sin virksomhed.

Kilde: Retsinformation.dk