← Gammelførtidspensionsloven

§ Gammelførtidspensionsloven · kapitel 21 af 22

Kapitel 10 – Administration m.v.

LBK nr 391 af 19/04/2013

§ 52 b. Udbetaling Danmark varetager opgaverne vedrørende beregning og udbetaling af førtidspension, bistandstillæg, plejetillæg, invaliditetsydelse og tillæg efter kapitel 11 og alle opgaver vedrørende varmetillæg og petroleumstillæg.

Stk. 2. Udbetaling Danmark træffer afgørelse om størrelsen af den personlige tillægsprocent og den likvide formue.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen varetager de opgaver efter loven, som ikke er henlagt til Udbetaling Danmark, jf. stk. 1 og 2.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen skal tilbyde at give vejledning efter § 5 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, når en førtidspensionist eller modtager af invaliditetsydelse overgår til folkepension. Udbetaling Danmark skal give meddelelse til kommunen om personer, der er omfattet af situationen nævnt i 1. pkt.

§ 53. Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen varetager administrationen af de kommunale opgaver efter denne lov, jf. kapitel 3 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 2. Opgørelsen af indtægtsgrundlag efter § 25, stk. 1, foretages af told- og skatteforvaltningen på grundlag af oplysninger for det senest afsluttede indkomstår. Opgørelsen anvendes med virkning for det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

Stk. 3. Skatteforvaltningslovens regler om klage over afgørelser om forskudsregistrering af indkomst finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om indtægtsgrundlaget.

§ 54. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilkendelse og frakendelse af ydelser efter denne lov, herunder

  1. fra hvilket tidspunkt en sag er påbegyndt,

  2. om betingelserne er opfyldt for tilkendelse, ændring eller frakendelse af førtidspension, invaliditetsydelse og tillæg efter §§ 16, 17 og 18,

  3. fra hvilket tidspunkt betingelserne for tilkendelse, ændring eller frakendelse er opfyldt,

  4. om en sag skal genoptages til undersøgelse på et senere tidspunkt, der fastsættes af kommunalbestyrelsen, eller

  5. om pension skal bevares i indtil 3 måneder efter det tidspunkt, fra hvilket frakendelse kan ske.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen afgør, om betingelserne for tilkendelse af pension er opfyldt ved afgørelse om fortsat ret til dagpenge, jf. § 25, stk. 1, nr. 2, i lov om sygedagpenge.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at sagen bortfalder, eller at ydelsen inddrages i de tilfælde, hvor en person ikke medvirker til de nødvendige undersøgelser, jf. kapitel 3 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, optræning eller andre foranstaltninger, der må antages mere varigt at kunne forbedre erhvervsevnen væsentligt.

§ 55. Social- og integrationsministeren kan fastsætte regler om fradrag i pensionen for beløb, som pensionisten har modtaget i pension efter udenlandsk lovgivning i det tidsrum, for hvilket der beregnes pension efter denne lov.

§ 56. Direktøren for Pensionsstyrelsen kan udøve de beføjelser, som Udbetaling Danmark og kommunerne har efter denne lov vedrørende pension, der skal ydes efter forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger. Det samme gælder for pension, der ydes efter regler i overenskomster med andre stater.

Stk. 2. Ved udøvelse af de beføjelser, der er nævnt i stk. 1, finder § 24, stk. 2 og 3, ikke anvendelse på personer med bopæl i udlandet.

Stk. 3. Social- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om varetagelse af administration af pension for personer, der har bopæl i udlandet, herunder regler om overførsel af Udbetaling Danmarks og kommunernes kompetence til Pensionsstyrelsen.

§ 56 a. Social- og integrationsministeren kan på Pensionsstyrelsens sagsområde, jf. § 56, fastsætte regler om, at kommunikation mellem Pensionsstyrelsen og andre myndigheder og mellem Pensionsstyrelsen og borgere skal ske i elektronisk form (digital kommunikation). Ministeren kan herunder fravige formkrav i lovgivningen, der er til hinder for digital kommunikation.

Stk. 2. Social- og integrationsministeren kan fastsætte regler om, at visse borgere helt eller delvis skal være undtaget fra kravet om digital kommunikation.

Stk. 3. Social- og integrationsministeren kan på Pensionsstyrelsens sagsområde, jf. § 56, fastsætte regler om, at udstedelse af dokumenter uden underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift eller på tilsvarende måde i retlig henseende sidestilles med et dokument med personlig underskrift.

Stk. 4. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for modtageren.