§ Bekendtgørelse af konkurrenceloven · kapitel 12 af 20
Kapitel 2 – Forbud mod visse konkurrencebegrænsende aftaler
LBK nr 23 af 17/01/2013
§ 6. Det er forbudt for virksomheder m.v. at indgå aftaler, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen.
Stk. 2. Aftaler efter stk. 1 kan f.eks. bestå i
-
at fastsætte købs- eller salgspriser eller andre forretningsbetingelser,
-
at begrænse eller kontrollere produktion, afsætning, teknisk udvikling eller investeringer,
-
at opdele markeder eller forsyningskilder,
-
at anvende ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen,
-
at stille som vilkår for indgåelse af en aftale, at medkontrahenten godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller ifølge handelssædvane ikke har forbindelse med aftalens genstand,
-
at to eller flere virksomheder samordner deres konkurrencemæssige adfærd gennem oprettelsen af et joint venture, eller
-
at fastsætte bindende videresalgspriser eller på anden måde søge at få en eller flere handelspartnere til ikke at fravige vejledende salgspriser.
Stk. 3. Stk. 1 gælder også for vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder og samordnet praksis mellem virksomheder.
Stk. 4. Med henblik på at bringe overtrædelser af stk. 1 til ophør kan Konkurrencerådet udstede påbud, jf. § 16. For at imødekomme de betænkeligheder, som Konkurrencerådet har i relation til stk. 1, kan rådet endvidere gøre tilsagn, som virksomheden har afgivet, bindende, jf. § 16 a, stk. 1.
Stk. 5. Aftaler og vedtagelser, som er forbudt efter stk. 1 - 3, er ugyldige, medmindre de er undtaget efter § 7, er fritaget efter § 8 eller § 10 eller er omfattet af en erklæring efter § 9.
§ 7. Forbuddet i § 6, stk. 1, gælder ikke for aftaler mellem virksomheder, vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder og samordnet praksis mellem virksomheder, såfremt de deltagende virksomheder har
-
en samlet årlig omsætning på under 1 mia. kr. og en samlet markedsandel for den pågældende vare eller tjenesteydelse på under 10 pct., jf. dog stk. 2 - 4, eller
-
en samlet årlig omsætning på under 150 mio. kr., jf. dog stk. 2 - 4.
Stk. 2. Undtagelserne i stk. 1 gælder ikke i tilfælde, hvor virksomheder eller en sammenslutning af virksomheder aftaler, samordner eller vedtager
-
priser, avancer m.v. for salget eller videresalget af varer eller tjenesteydelser,
-
begrænsninger af produktion eller salg,
-
opdeling af markeder eller kunder, eller
-
forudgående regulering af bud, fastsættelse af betingelser for åbning af bud, udskydelse af bud, forudgående anmeldelse af bud eller anden form for samarbejde inden tilbudsgivningen.
Stk. 3. Forbuddet i § 6, stk. 1, gælder uanset stk. 1, for en aftale mellem virksomheder, en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder og samordnet praksis mellem virksomheder, hvis denne aftale m.v. sammen med lignende aftaler m.v. begrænser konkurrencen.
Stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter efter at have indhentet udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler om beregning af omsætningen efter stk. 1, herunder regler om, at de nævnte omsætningsgrænser skal beregnes på grundlag af andre værdier for finansielle virksomheder.
Stk. 5. Undtagelsen i stk. 1 gælder, selv om virksomhederne overskrider de nævnte grænser i to på hinanden følgende år. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter efter at have indhentet udtalelse fra Konkurrencerådet nærmere regler herom, herunder regler om mindre overskridelser af de nævnte grænser.
§ 8. Forbuddet i § 6, stk. 1, finder ikke anvendelse, hvis en aftale mellem virksomheder, en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder eller en samordnet praksis mellem virksomheder
-
bidrager til at styrke effektiviteten i produktionen eller distributionen af varer eller tjenesteydelser eller fremmer den tekniske eller økonomiske udvikling,
-
sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelene herved,
-
ikke pålægger virksomhederne begrænsninger, som er unødvendige for at nå disse mål, og
-
ikke giver virksomhederne mulighed for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de pågældende varer eller tjenesteydelser.
Stk. 2. Konkurrencerådet kan efter anmeldelse fritage en aftale mellem virksomheder, en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder eller en samordnet praksis mellem virksomheder fra forbuddet i § 6, stk. 1, hvis rådet skønner, at betingelserne i stk. 1 er opfyldt. Anmeldelse af den pågældende aftale m.v. med anmodning om fritagelse efter stk. 1 kan indgives til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Rådet fastsætter nærmere regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige anmeldelsesskemaer, og om indsendelse af en ikkefortrolig udgave af en anmeldelse.
Stk. 3. Afgørelser efter stk. 2 skal angive, for hvilket tidsrum fritagelsen gælder. Fritagelsen kan meddeles på vilkår.
Stk. 4. Efter anmeldelse kan Konkurrencerådet forlænge en fritagelse, såfremt rådet skønner, at betingelserne i stk. 1 fortsat er til stede. Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Konkurrencerådet kan undlade at behandle en anmeldelse efter stk. 2 eller stk. 4, hvis aftalen m.v. mærkbart kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union.
Stk. 6. Konkurrencerådet kan ændre eller tilbagekalde en afgørelse efter stk. 2 eller stk. 4, hvis
-
de faktiske forhold har ændret sig på et for afgørelsen væsentligt punkt,
-
deltagerne i aftalen m.v. ikke overholder stillede vilkår eller
-
afgørelsen er truffet på grundlag af urigtige eller vildledende oplysninger fra deltagerne i aftalen m.v.
§ 9. Konkurrencerådet kan efter anmeldelse fra en virksomhed eller sammenslutning af virksomheder erklære, at en aftale, vedtagelse eller samordnet praksis ikke efter de forhold, som Konkurrencerådet har kendskab til, falder ind under forbuddet i § 6, stk. 1, og at der derfor ikke er grundlag for at udstede påbud i medfør af § 6, stk. 4. Rådet fastsætter nærmere regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige anmeldelsesskemaer, og om indsendelse af en ikkefortrolig udgave af en anmeldelse.
Stk. 2. Konkurrencerådet kan undlade at behandle en anmeldelse efter stk. 1, hvis en aftale m.v. mærkbart kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne i Den Europæisk Union.
§ 10. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter efter at have indhentet udtalelse fra Konkurrencerådet regler om fritagelse fra forbuddet i § 6, stk. 1, for grupper af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, som opfylder betingelserne i § 8, stk. 1.
Stk. 2. Når aftaler, vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder eller en samordnet praksis, som er omfattet af en gruppefritagelse udstedt i medfør af stk. 1, i et konkret tilfælde har virkninger, som er uforenelige med betingelserne i § 8, stk. 1, kan Konkurrencerådet inddrage gruppefritagelsen for de virksomheder m.v., som er involveret i aftalen m.v.
Kapitel 2 a
Dominerende virksomheders samhandelsbetingelser
§ 10 a. Konkurrencerådet kan påbyde en dominerende virksomhed at indsende sine generelle samhandelsbetingelser til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, når
-
der foreligger en ikke ubegrundet klage fra en konkurrent,
-
der foreligger særlige markedsforhold og
-
der på grund af disse forhold er et særligt behov for, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får en større indsigt i, hvorledes den dominerende virksomhed fastsætter sine priser, rabatter m.v.
Påbuddet kan alene angå samhandelsbetingelserne for de markeder, som klagen angår.
Stk. 2. Påbud efter stk. 1 gælder i 2 år fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er endelig.
Stk. 3. Ved »samhandelsbetingelser« forstås det til enhver tid gældende grundlag, hvorefter en virksomhed generelt fastsætter sine priser, rabatter, markedsføringstilskud og gratisydelser samt vilkårene for, at virksomheden vil kunne yde disse økonomiske fordele over for sine handelspartnere.
Stk. 4. Virksomheder, der har indsendt samhandelsbetingelser efter stk. 1, kan anmode Konkurrencerådet om at få disse vurderet. Konkurrencerådet træffer afgørelse inden for 6 måneder. Fristen løber fra det tidspunkt, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget de oplysninger fra virksomheden, der er nødvendige for at vurdere samhandelsbetingelserne. Har Konkurrencerådet ikke truffet afgørelse inden for denne frist, betragtes samhandelsbetingelserne som godkendt.
Stk. 5. Konkurrencerådet kan undlade at træffe afgørelse, hvis afgørelsen kan have betydning for, om en eller flere virksomheder misbruger en dominerende stilling på fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf, og samhandelen mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union mærkbart kan påvirkes heraf.
Stk. 6. Såfremt samhandelsbetingelserne er i strid med § 11, stk. 1, eller administreres i strid med § 11, stk. 1, kan Konkurrencerådet udstede påbud om, at en eller flere af bestemmelserne i samhandelsbetingelserne skal ophæves eller ændres. Såfremt samhandelsbetingelserne er udformet på en sådan måde, at Konkurrencerådet ikke har et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag til at kunne vurdere, om samhandelsbetingelserne er i strid med § 11, stk. 1, kan Konkurrencerådet udstede påbud om, at en eller flere af bestemmelserne skal præciseres.
Stk. 7. Anvender en dominerede virksomhed, der har fået et påbud efter stk. 1, over for handelspartnere på det danske marked priser, rabatter, økonomiske fordele eller øvrige vilkår, som i ikke ubetydelige grad afviger fra eller ikke fremgår af de samhandelsbetingelser, der er indsendt til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, kan dette tillægges betydning i forhold til den almindelige bevisførelse i en sag efter § 11.
Stk. 8. Bestemmelsen i stk. 7 finder tillige anvendelse, hvis en dominerende virksomhed handler i strid med et påbud efter stk. 6. Dette gælder dog ikke, hvis en klage over påbuddet er tillagt opsættende virkning, jf. § 19, stk. 4.