Værdipapirhandelsloven § 92

§ 92. Finanstilsynet kan inddrage tilladelsen efter § 8 for en operatør af et reguleret marked, en clearingcentral og en værdipapircentral, hvis

  1. virksomheden ikke påbegyndes inden 12 måneder efter, at tilladelsen er givet,

  2. virksomheden ikke udøves i en periode på over 6 måneder,

  3. selskabet udtrykkeligt giver afkald på at gøre brug af tilladelsen,

  4. selskabet groft eller gentagne gange tilsidesætter sine pligter efter denne lov eller påbud i henhold til § 93, stk. 3, eller bestemmelser udstedt i medfør af loven,

  5. et medlem af selskabets bestyrelse eller direktion ikke opfylder de i § 9, stk. 1 og 2, nævnte krav eller

  6. selskabet i øvrigt ikke længere opfylder de betingelser, hvorpå tilladelsen blev meddelt.

Stk. 2. Finder Finanstilsynet, at et kontoførende institut, der omfattes af § 62, stk. 1, nr. 2-8, eller stk. 2-4, groft tilsidesætter sine forpligtelser eller påbud meddelt efter denne lov, kan Finanstilsynet fratage det pågældende institut retten til at virke i henhold til § 62 og § 76, stk. 2.

Stk. 3. Opfylder en operatør af et reguleret marked, en clearingscentral eller en værdipapircentral ikke kapitalkravet i § 8, stk. 2, nr. 2, eller det individuelt fastsatte kapitalkrav efter § 15, stk. 3, 4. pkt., kan Finanstilsynet enten fastsætte en frist til at bringe kapitalen op på det fastsatte krav eller straks inddrage tilladelsen. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse i de tilfælde, hvor en værdipapircentrals samlede kapitalberedskab ikke opfylder kravet i § 82, stk. 1.

Kilde: Retsinformation.dk