Værdipapirhandelsloven § 8 a
§ 8 a. En udenlandsk clearingcentral kan opnå godkendelse som godkendt udenlandsk clearingcentral efter stk. 3 eller 4 til clearing af værdipapirer, der handles mellem værdipapirhandlere, hvor mindst en af disse værdipapirhandlere er meddelt tilladelse til værdipapirhandel her i landet, jf. § 9 i lov om finansiel virksomhed, og hvor handlen finder sted på et reguleret marked, en alternativ markedsplads eller i en multilateral handelsfacilitet her i landet.
Stk. 2. En udenlandsk clearingcentral må ikke påbegynde aktiviteter som beskrevet i stk. 1, før Finanstilsynet har meddelt godkendelse hertil efter stk. 3 eller 4.
Stk. 3. Finanstilsynet godkender, at en udenlandsk clearingcentral, der udøver værdipapirclearingvirksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan udøve clearingvirksomhed i Danmark som godkendt udenlandsk clearingcentral, medmindre Finanstilsynet kan godtgøre, at en godkendelse indebærer en risiko for, at et reguleret marked eller en alternativ markedsplads ikke vil fungere hensigtsmæssigt, eller at de finansielle markeder i øvrigt ikke vil fungere sikkert, effektivt og teknisk forsvarligt.
Stk. 4. Finanstilsynet godkender, at en udenlandsk clearingcentral, der er meddelt tilladelse til at udøve værdipapirclearingvirksomhed i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, kan udøve clearingvirksomhed i Danmark som godkendt udenlandsk clearingcentral, når Finanstilsynet finder det godtgjort, at værdipapirclearingen kan gennemføres på en for de danske finansielle markeder i øvrigt sikker, effektiv og teknisk forsvarlig måde.
Stk. 5. Ved vurderingen efter stk. 3 og 4 lægger Finanstilsynet vægt på den lovgivning og det tilsyn, som clearingcentralen er omfattet af i hjemlandet. Finanstilsynet lægger endvidere vægt på, om deltagerne og investorerne er beskyttet i lignende omfang som ved værdipapirclearing i en clearingcentral med tilladelse i henhold til denne lovs § 8. Finanstilsynet lægger desuden vægt på, om ansøgeren har passende procedurer og styring til imødegåelse af, at en deltager ikke kan opfylde sine forpligtelser i forbindelse med værdipapirclearingen. Finanstilsynet lægger endelig vægt på, om ansøgerens it-systemer og it-procedurer er egnede til at sikre en effektiv og forsvarlig værdipapirclearing, og om ansøgeren kan forventes at opfylde sine forpligtelser i henhold til denne lov og regler fastsat i medfør af loven.
Stk. 6. Finanstilsynet meddeler afgørelsen senest 3 måneder efter modtagelsen af en ansøgning, der indeholder de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelsen. Der skal under alle omstændigheder træffes afgørelse senest 6 måneder efter ansøgningens modtagelse. Hvis Finanstilsynet ikke senest 3 måneder efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning om godkendelse har truffet afgørelse, kan den udenlandske clearingcentral indbringe sagen for domstolene.
Stk. 7. Finanstilsynet kan stille vilkår for godkendelser efter stk. 3 eller 4. Finanstilsynet kan endvidere stille supplerende vilkår for en meddelt godkendelse. Den godkendte udenlandske clearingcentral skal i sådanne tilfælde meddeles en frist for, hvornår disse supplerende vilkår senest skal være opfyldt.
Stk. 8. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger virksomhederne skal give ved indsendelse af ansøgning om godkendelse efter stk. 3 og 4, om løbende oplysningsforpligtelser og krav om indberetninger for godkendte udenlandske clearingcentraler, om krav til samarbejde med hjemlandstilsyn og om øvrige forhold, der er relevante for værdipapirclearingen.
Kilde: Retsinformation.dk