Bekendtgørelse af lov om elforsyning § 72 d

§ 72 d. 20) Netvirksomhederne og Energinet.dk fakturerer elhandelsvirksomheden for deres ydelser ud fra det samlede forbrug i en måned og betalingen herfor på elhandelsvirksomhedens aftagenumre. Betalingen skal ske med en betalingsfrist på 14 dage fra datoen for fakturaens udstedelse, dog tidligst 25 dage regnet fra månedens udgang.

Stk. 2. Elhandelsvirksomheden afregner elafgifter med told- og skatteforvaltningen ud fra det samlede forbrug, der er faktureret på elhandelsvirksomhedens aftagenumre, og efter lov om afgift af elektricitet. Beløbet reduceres med forbrug, når forbrugeren har aftale med told- og skatteforvaltningen om egen afregning af elafgifterne i henhold til § 4 i lov om afgift af elektricitet.

Stk. 3. Såfremt en netvirksomhed eller Energinet.dk afbryder sin ydelse til en elhandelsvirksomhed i henhold til betingelser for anvendelse af transmissions- og distributionsnet, der er fastsat efter offentliggjorte og af Energitilsynet godkendte metoder, jf. § 73 a, overføres elhandelsvirksomhedens aftagenumre, der i datahubben er knyttet til den berørte netvirksomhed eller til Energinet.dk, uden forsinkelse af Energinet.dk til de relevante forsyningspligtige virksomheder, jf. § 34, stk. 1. De berørte forbrugere aftager herefter elektricitet til den efter § 71 a eller § 72 fastsatte pris.

Stk. 4. Såfremt en elhandelsvirksomhed mister sin registrering i datahubben, jf. § 72 a, stk. 2, overføres elhandelsvirksomhedens aftagenumre af Energinet.dk til de relevante forsyningspligtige virksomheder, jf. § 34. stk. 1.

Kilde: Retsinformation.dk