Bekendtgørelse af lov om elforsyning § 63 a

§ 63 a. Klima-, energi- og bygningsministeren fastsætter regler om udstedelse, overførelse og annullering af oprindelsesgarantier for elektricitet, herunder om,

  1. hvilke oplysninger oprindelsesgarantien skal indeholde, og

  2. betingelser for udstedelse, overførelse og annullering af oprindelsesgaranti.

Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren fastsætter regler om, at forbrugerne skal modtage oplysninger om anvendelsen af energikilder i den leverede elektricitet i det sidste år. Ministeren fastsætter herunder regler om,

  1. at forbrugeren skal modtage en årlig opgørelse over sammensætningen af energikilderne, og

  2. at forbrugeren skal have adgang til oplysninger om miljøpåvirkninger af energikilder ved henvisning til eksisterende, offentligt tilgængelige elektroniske eller andre kilder af nærmere angivet indhold.

Stk. 3. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om, at oplysninger som nævnt i stk. 2 skal meddeles af leverandøren af elektricitet for den enkelte levering eller på anden måde ved levering fra en elbørs eller import fra en virksomhed uden for Den Europæiske Union og EØS-landene.

Stk. 4. Klima-, energi- og bygningsministeren fastsætter regler om dokumentation af oplysninger som nævnt i stk. 1 og 2. Herudover fastsætter ministeren regler om tilsyn og kontrol med oprindelsesgarantier som nævnt i stk. 1 og rigtigheden af oplysninger som nævnt i stk. 2.

Stk. 5. Klima-, energi- og bygningsministeren kan bemyndige en virksomhed eller en sagkyndig institution eller organisation til at udøve nærmere angivne funktioner vedrørende tilsyn og kontrol som nævnt i stk. 4.

Stk. 6. Når det påvises, at foreskrevne oplysninger som nævnt i stk. 1 eller 2 er urigtige eller vildledende, kan klima-, energi- og bygningsministeren påbyde den, der har udarbejdet oplysningerne, at berigtige forholdene.

Stk. 7. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om, at den, der anmoder om oprindelsesgaranti efter stk. 1 eller meddeler oplysninger som nævnt i stk. 2, skal afholde nødvendige omkostninger ved udstedelse, overførelse og annullering af oprindelsesgarantier og ved kontrol og tilsyn med rigtigheden af oplysningerne.

Fravalg af pristillæg

Kilde: Retsinformation.dk