Bekendtgørelse af lov om elforsyning § 82
§ 82. Energitilsynet aflægger årligt beretning om sin virksomhed og varetagelsen af sine opgaver til klima-, energi- og bygningsministeren, Europa-Kommissionen og det europæiske agentur for samarbejde mellem energireguleringsmyndigheder.
Stk. 2. Energitilsynet opretter et offentligt tilgængeligt register over anmeldte tariffer, betingelser, tekniske krav og standarder og offentliggør et repræsentativt udsnit af disse mindst 1 gang årligt. Registret skal endvidere indeholde oplysninger om de kollektive elforsyningsvirksomheders ejerandele i elproduktionsvirksomheder og andre kollektive elforsyningsvirksomheder samt om, hvem der besidder ejerandele i kollektive elforsyningsvirksomheder.
Stk. 3. Anmeldelser er offentligt tilgængelige. Energitilsynet kan dog beslutte, at en anmeldelse ikke offentliggøres, hvis væsentlige hensyn taler herimod.
Stk. 4. Energitilsynet udarbejder og offentliggør periodiske analyser af de kollektive elforsyningsvirksomheders indtægts- og omkostningsforhold og vurderinger af disse virksomheders udførelse af deres opgaver.
Stk. 5. Energitilsynet overvåger graden af gennemsigtighed af engrospriser og udarbejder periodiske analyser til dette formål.
Stk. 6. Energitilsynet tager fornødne skridt til i øvrigt at sikre gennemsigtighed omkring priser, tariffer, rabatter og vilkår. Energitilsynet fastsætter regler om, hvorledes sådanne forhold skal offentliggøres af virksomhederne, herunder også af elhandelsvirksomhederne, og regler om fakturering og specificering af omkostninger over for modtagere af klima- og energiydelser.
Stk. 7. Energitilsynet kan træffe beslutning om, at en uvildig sagkyndig skal gennemgå regnskaber, kontrakter m.m. i en virksomhed m.v. med henblik på at udarbejde en sagkyndig rapport til brug for tilsynet.
Kilde: Retsinformation.dk