Bekendtgørelse af lov om elforsyning § 19 b

§ 19 b. Transmissionsvirksomheder, der ejer transmissionsnet på mellem 100 kV og 200 kV, og som den 3. september 2009 var vertikalt integrerede, kan i stedet for at opfylde kravene om ejermæssig adskillelse i § 19 a overdrage ansvaret for drift, vedligeholdelse og udbygning af deres net til Energinet.dk, som herefter varetager opgaven som uafhængig systemoperatør, jf. stk. 3. Ved overdragelse af ansvaret for drift, vedligeholdelse og udbygning af net i henhold til 1. pkt. overdrages ligeledes de med ansvaret forbundne forpligtelser efter § 20, stk. 1, til Energinet.dk.

Stk. 2. En transmissionsvirksomhed, der har overdraget ansvaret for varetagelsen af opgaver til Energinet.dk efter stk. 1, får af Energitilsynet reduceret sin indtægtsramme med et beløb svarende til de derved sparede omkostninger til drift og vedligeholdelse opgjort som et pristalsreguleret gennemsnit af omkostningerne i virksomhedens seneste tre regnskabsår inden overdragelsen. Transmissionsvirksomheden skal fortsat finansiere eller sikre finansiering af reinvesteringer og nødvendige nyinvesteringer. Ved re- og nyinvesteringer justeres virksomhedens indtægtsramme i henhold til § 70.

Stk. 3. Klima-, energi- og bygningsministeren fastsætter nærmere regler om transmissionsvirksomhedernes og Energinet.dk’s forpligtelser, når Energinet.dk varetager opgaven som uafhængig systemoperatør.

Stk. 4. Såfremt en transmissionsvirksomhed har overdraget opgaver til Energinet.dk efter stk. 1, må transmissionsvirksomheden og dennes tilknyttede og associerede virksomheder samt virksomheder, der kontrolleres af samme virksomhedsdeltagere, ikke anvende fælles tjenester bortset fra rent administrative eller it-tekniske funktioner.

Kilde: Retsinformation.dk