← Kommunal- og regionalvalgloven

§ Kommunal- og regionalvalgloven · kapitel 14 af 26

Kapitel 1 – Valgret og valgbarhed

LBK nr 127 af 11/02/2013

§ 1. Valgret til kommunalbestyrelsen og regionsrådet har enhver, der på valgdagen er fyldt 18 år, har fast bopæl i kommunen henholdsvis regionen, og som herudover enten

  1. har dansk indfødsret,

  2. er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union,

  3. er statsborger i Island eller Norge eller

  4. uden afbrydelse har haft fast bopæl i riget i de sidste 3 år forud for valgdagen.

Stk. 2. Valgret til kommunalbestyrelsen og regionsrådet har endvidere enhver, der på valgdagen er fyldt 18 år, er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union og er registreret i Udenrigsministeriets protokol.

Stk. 3. Den, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, har ikke valgret.

Stk. 4. Personer, der efter reglerne i lov om Det Centrale Personregister opfylder betingelserne for at være bopælsregistreret i kommunen, anses for at have fast bopæl i kommunen henholdsvis i den region, hvori kommunen er beliggende.

§ 1 a. Under forudsætning af gensidighed kan økonomi- og indenrigsministeren indgå aftale med et andet land om, at personer, der er statsborgere i landet uden tillige at have dansk indfødsret, skal kunne opnå valgret tidligere end anført i § 1, stk. 1, nr. 4.

Stk. 2. Efter indgåelse af aftale i henhold til stk. 1 fastsætter økonomi- og indenrigsministeren senest 10 uger før valgdagen det tidsmæssige krav til uafbrudt fast bopæl i riget, der gælder som betingelse for valgret for herboende statsborgere fra det pågældende land.

§ 2. Ingen kan udøve valgret uden at være optaget på valglisten.

Stk. 2. Den, der er optaget på valglisten, men ikke længere har fast bopæl i kommunen henholdsvis regionen, har ikke ret til at stemme.

§ 3. Valgbar til kommunalbestyrelsen og regionsrådet er enhver, der har valgret til kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet, og som fredagen 25 dage før valgdagen eller, hvis dette ikke er tilfældet, kl. 12 mandagen 22 dage før valgdagen opfylder valgretsbetingelserne bortset fra aldersbetingelsen og betingelsen vedrørende varigheden af forudgående fast bopæl i riget, jf. dog § 4.

§ 3 a. Under forudsætning af gensidighed kan økonomi- og indenrigsministeren indgå aftale med et andet land om, at personer, der er statsborgere i landet uden tillige at have dansk indfødsret, skal kunne opnå valgbarhed efter uafbrudt fast bopæl i riget i et kortere tidsrum end det tidsrum, der er fastsat i § 1, stk. 1, nr. 4.

Stk. 2. Efter indgåelse af aftale i henhold til stk. 1 fastsætter økonomi- og indenrigsministeren senest 10 uger før valgdagen det tidsmæssige krav til uafbrudt fast bopæl i riget, der gælder som betingelse for valgbarhed for herboende statsborgere fra det pågældende land.

§ 4. Den, der ved endelig dom eller vedtagelse af bøde er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være medlem af kommunale og regionale råd, er ikke valgbar, jf. § 101. Med straf sidestilles foranstaltninger efter straffelovens §§ 68-70.

Stk. 2. En strafbar handling kan ikke medføre tab af valgbarhed, når der på valgdagen er forløbet 3 år, efter at straffen eller foranstaltningen er udstået, ophævet, eftergivet eller bortfaldet. Er straffen ubetinget fængsel på over 6 måneder, eller er der idømt forvaring, er fristen dog 5 år. Ved betingede domme og bødestraffe regnes fristen fra datoen på den endelige dom eller bødens vedtagelse.

Stk. 3. Opstilling som kandidat til valget kan dog altid ske uanset indsigelser om manglende valgbarhed på grund af straf.

§ 5. Den, der på valgdagen er fyldt 60 år eller har været medlem af en kommunalbestyrelse, et amtsråd eller et regionsråd i 2 hele sammenhængende valgperioder eller ikke har dansk indfødsret, har ikke pligt til at lade sig opstille som kandidat, jf. § 29.

§ 6. Medlemmerne af kommunalbestyrelser og regionsråd vælges for 4 år. Mandaterne bortfalder dog ikke, før nyvalg har fundet sted.

Stk. 2. Valg til kommunalbestyrelser og regionsråd finder sted den 3. tirsdag i november 2009. Derefter den 3. tirsdag i november 2013 og så fremdeles.

Stk. 3. Valgperioden regnes fra 1. januar. Samtlige medlemmer afgår den 31. december i det år, hvor nyvalg har fundet sted, jf. dog § 97, stk. 2.

§ 6 a. Kommunalbestyrelsens medlemstal fastsættes i styrelsesvedtægten, jf. § 5 i lov om kommunernes styrelse. Ændring i styrelsesvedtægten, hvorved kommunalbestyrelsens medlemstal ændres, skal være vedtaget af kommunalbestyrelsen, jf. § 2, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, senest den 1. september i valgåret for at få virkning fra førstkommende valgperiode.