Bekendtgørelse af årsregnskabsloven § 37

§ 37. Virksomheden skal efter første indregning løbende regulere finansielle aktiver, jf. dog stk. 2, samt de finansielle forpligtelser, der indgår i en handelsbeholdning eller er afledte finansielle instrumenter, til dagsværdi. Denne måles til den salgsværdi, der kan konstateres for de pågældende aktiver eller forpligtelser på et velfungerende marked. Kan salgsværdien ikke umiddelbart konstateres for aktiverne eller forpligtelserne, måles de ud fra markedets salgsværdier på aktivets eller forpligtelsens enkelte bestanddele. Eksisterer der heller ikke et velfungerende marked for disse bestanddele, skal dagsværdien så vidt muligt måles til en tilnærmet salgsværdi ved hjælp af den for aktivet eller forpligtelsen relevante kapitalværdi, hvis denne kan beregnes ved hjælp af almindeligt accepterede værdiansættelsesmodeller og -teknikker. Kan en tilnærmet salgsværdi ikke beregnes, skal aktivet eller forpligtelsen måles til kostpris.

Stk. 2. Virksomheden skal efter første indregning løbende regulere følgende til amortiseret kostpris:

  1. Udlån og tilgodehavender, der hidrører fra virksomhedens egen aktiviteter, i det omfang de ikke indgår i en handelsbeholdning,

  2. øvrige finansielle aktiver, der ikke er afledte finansielle instrumenter, og som beholdes til udløb, samt

  3. finansielle forpligtelser, bortset fra dem, der er nævnt i stk. 1, 1. pkt.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på

  1. kapitalandele i dattervirksomheder,

  2. kapitalandele i fællesledede og associerede virksomheder,

  3. egne kapitalandele og

  4. andre finansielle instrumenter, som Erhvervsstyrelsen ved bekendtgørelse har undtaget fra bestemmelserne i stk. 1 eller 2.

Kilde: Retsinformation.dk