← Gammelførtidspensionsloven

§ Gammelførtidspensionsloven · kapitel 17 af 22

Kapitel 6 – Årlig fastsættelse, omregning, bortfald, tilbagebetaling m.v.

LBK nr 1232 af 29/10/2013

§ 38. Pensionen fastsættes hver 1. januar på grundlag af indtægten opgjort efter §§ 25 og 26.

Stk. 2. Pensionen omregnes i løbet af året,

  1. hvis indtægtsgrundlaget ændres mere end rent midlertidigt og en beregning på grundlag af den forventede fremtidige indtægt fører til en ændring af pensionens størrelse, eller

  2. hvis der sker en ændring af de personlige forhold, som har betydning for pensionens størrelse, herunder

  3. hvis pensionistens ægtefælle eller samlever dør.

Stk. 3. Omregning, jf. stk. 2, nr. 1 og 2, sker med virkning fra den 1. i måneden efter, at Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen har modtaget oplysninger om de ændrede forhold. Omregning, jf. stk. 2, nr. 3, sker med virkning fra dagen efter pensionistens ægtefælles eller samlevers dødsfald. For en efterlevende ægtefælle eller samlever, der modtager efterlevelsespension, omregnes pensionen med virkning fra dagen efter ophør af udbetaling af efterlevelsespension, jf. § 47.

Stk. 4. Hvis oplysning om ændringer, jf. stk. 2, der medfører forhøjelse af pensionen, modtages af Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen senere end tidspunktet for ændringen, omregnes pensionen med tilbagevirkende kraft for tidspunktet for ændringen, dog højst for en periode på 6 måneder fra tidspunktet for modtagelsen af oplysningerne, jf. stk. 3.

Stk. 5. Social-, børne- og integrationsministeren kan fastsætte regler, der sikrer, at Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen modtager oplysninger, der har betydning for den årlige fastsættelse og omregning af pensionen.

§ 39. Udbetaling Danmark træffer hver 1. januar afgørelse om størrelsen af formue efter § 19, stk. 2, nr. 1-5, på grundlag af de oplysninger, der senest foreligger indberettet til skattemyndighederne efter skattekontrollovens afsnit II. Er der indtrådt væsentlige ændringer, som vil have betydning for udbetalingen af helbredstillægget, opgøres formuen på grundlag af pensionistens og en eventuel ægtefælles eller samlevers oplysninger om den aktuelle formue.

Stk. 2. Udbetaling Danmark træffer hver 1. januar afgørelse om størrelsen af formue efter § 19, stk. 2, nr. 6 og 7, på grundlag af de senest modtagne oplysninger fra pensionisten og en eventuel ægtefælle eller samlever.

Stk. 3. Udbetaling Danmark træffer afgørelse om formuens størrelse på ny i løbet af året, hvis pensionisten anmoder herom og kan dokumentere, at den samlede likvide formue ikke overstiger formuegrænsen, jf. § 48, stk. 1, nr. 14. Udbetaling af helbredstillæg efter § 18 kan ske med virkning fra tidspunktet for anmodningen og ikke med tilbagevirkende kraft, selv om formuen er reduceret til under formuegrænsen på et tidligere tidspunkt.

§ 40. Pensionen udbetales ikke, når den ikke er hævet i et år. Udbetalingen genoptages efter anmodning herom.

§ 41. Pensionisten skal oplyse Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen om forandringer i forhold, der kan forventes at medføre ændringer af pensionen, jf. kapitel 3 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 2. Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen kan afkræve pensionisten eller dennes ægtefælle eller samlever oplysninger til brug for beregning og udbetaling af pensionen. Hvis oplysningerne ikke modtages senest 3 måneder fra anmodningen, ophører pensionsudbetalingen helt eller delvis med udgangen af den måned, hvori fristen er udløbet. Pensionsudbetalingen genoptages med virkning fra den 1. i måneden efter, at oplysningerne er modtaget. Hvis pensionisten på grund af særlige omstændigheder ikke har mulighed for at fremskaffe oplysningerne inden for den i 1. pkt. nævnte frist, kan fristen forlænges.

Stk. 3. Pensionisten skal oplyse Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen om flytning. Ved flytning til en anden kommune her i landet skal henvendelse om fortsat udbetaling ske til tilflytningskommunen.

§ 41 a. Personer, der modtager førtidspension og har fast bopæl i Danmark, skal give Udbetaling Danmark meddelelse om et midlertidigt ophold af mere end 2 måneders varighed i lande uden for EU/EØS og Schweiz, dog ikke ved ophold i Grønland eller på Færøerne.

Stk. 2. Personer, der er omfattet af stk. 1, skal før afrejsen give Udbetaling Danmark meddelelse om afrejsedato og forventet dato for hjemkomst.

Stk. 3. Hvis et midlertidigt ophold uden for de lande, der er nævnt i stk. 1, mod forventning ved afrejsen eller senere forventes at få eller får en varighed af mere end 2 måneder, meddeles afrejsedato og forventet dato for hjemkomst hurtigst muligt til Udbetaling Danmark.

Stk. 4. Personer, der er omfattet af stk. 1, skal give Udbetaling Danmark meddelelse om datoen for hjemkomst umiddelbart efter hjemkomsten.

Stk. 5. Personer, der er omfattet af stk. 1, som opholder sig i et land uden for EU/EØS og Schweiz, dog ikke i Grønland eller på Færøerne, i mere end 2 måneder, og som under udlandsopholdet har eller får udenlandske indtægter, skal give Udbetaling Danmark oplysning herom og under udlandsopholdet hver måned oplyse Udbetaling Danmark om indtægtens størrelse.

§ 42. Hvis en pensionist har tilsidesat sin oplysningspligt efter § 41 eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget pension, skal pensionisten eller dennes dødsbo tilbagebetale det beløb, der er modtaget med urette.

§ 43. Kommunalbestyrelsen kan undtagelsesvis træffe beslutning om tilbagebetaling af personlige tillæg. Tilbagebetaling kan kræves,

  1. når der må ydes personligt tillæg på grund af uforsvarlig økonomi,

  2. når der på det tidspunkt, da der ydes personligt tillæg, foreligger forhold, der viser, at pensionisten i løbet af kortere tid vil være i stand til at tilbagebetale hjælpen, eller

  3. når en pensionist, der har modtaget personligt tillæg, senere får udbetalt et beløb, der dækker samme tidsrum og samme formål som det personlige tillæg.

Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, kan tilbagebetaling kun kræves, hvis kommunalbestyrelsen ved ydelsen af personligt tillæg har gjort pensionisten bekendt med tilbagebetalingspligten.

§ 44. Pension tilkendt efter § 14, stk. 1-3, og invaliditetsydelse tilkendt efter § 21, stk. 1, kan ikke frakendes, og der kan ikke ske overflytning til en lavere pensionsform, jf. dog stk. 4 og 5.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal tilkende højere pension, hvis der er sket en væsentlig forringelse af erhvervsevnen, jf. § 15.

Stk. 3. Bistands- og plejetillæg tilkendt efter § 16 og invaliditetsydelse tilkendt efter § 21, stk. 2. , skal frakendes, hvis betingelserne for at modtage ydelserne ikke længere er opfyldt.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan frakende ydelser eller overflytte ydelsesmodtageren til en lavere pension, jf. stk. 1, efter anmodning fra modtageren, medmindre det vurderes at være til skade for pågældende.

Stk. 5. Personer, der har ret til førtidspension efter reglerne i denne lov, overgår efter anmodning herom til ret til førtidspension efter lov om social pension. Anmodning om overgang til førtidspension efter lov om social pension kan indgives til Udbetaling Danmark i perioden fra den 1. juni 2013 til den 31. december 2013. Anmodningen skal indgives skriftligt eller digitalt.

§ 44 a. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om, at retten til pension tilkendt efter § 14, stk. 1-3, gøres hvilende for pensionister under 60 år, hvis indtægten ved personligt arbejde forventes vedvarende at overstige det dobbelte af grundbeløbet, jf. dog § 15, stk. 3, og for pensionister, som anmoder herom.

Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 har virkning, indtil pensionsudbetalingen genoptages, jf. stk. 4, eller indtil personen når folkepensionsalderen.

Stk. 3. Pensionen udbetales indtil udgangen af den måned, hvori kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om at gøre retten til pensionen hvilende.

Stk. 4. Pensionsudbetalingen genoptages efter anmodning fra borgeren, jf. dog stk. 1, og tidligst med virkning fra den 1. i måneden efter anmodningen.

§ 45. Indsættes en person til strafafsoning i fængsel eller arresthus, udbetales pensionen indtil udgangen af den måned, hvor strafafsoningen påbegyndes. Hvis pensionisten inden opholdet fik udbetalt sin pension forud, udbetales pensionen indtil udgangen af den måned, der følger efter måneden, hvor strafafsoningen påbegyndes. 1. og 2. pkt. gælder også varetægtsfængsling.

Stk. 2. Er der rimelig udsigt til, at den pågældende vil kunne løslades inden for et tidsrum af omkring 6 måneder efter, at strafafsoningen er påbegyndt, kan kommunalbestyrelsen dog træffe afgørelse om, at den pågældende af pensionen kan få udbetalt et beløb til dækning af udgifter til husleje og lign. Udbetaling Danmark overfører beløbet til kommunen. Under varetægtsfængsling kan perioden nævnt i 1. pkt. forlænges.

Stk. 3. Efterfølges varetægtsfængslingen ikke af en domfældelse, efterbetales den del af pensionen, der ikke er udbetalt under varetægtsfængslingen.

Stk. 4. Fængslet eller arresthuset giver Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen meddelelse om indsættelsen og om tidspunktet for løsladelsen, hvis opholdet må påregnes at have en varighed ud over den periode, for hvilken der udbetales pension, jf. § 45, stk. 1 og 2.

Stk. 5. Får en person varigt ophold i boformer m.v. efter § 107, stk. 2, §§ 108-110 eller § 192 i lov om social service, udbetales et eventuelt bistands- eller plejetillæg indtil udgangen af den måned, der følger efter indflytningsmåneden.

Stk. 6. Social-, børne- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om

  1. udbetaling af pension, herunder bistands- eller plejetillæg, til personer, der har ophold i de institutioner m.v., der er nævnt i stk. 1 og 5,

  2. udbetaling af pension, herunder bistands- eller plejetillæg, til personer, der er anbragt i pleje i private hjem eller har ophold i et bofællesskab, jf. § 107, stk. 1 i lov om social service,

  3. udbetaling af pension til personer, der har ophold i boformer omfattet af lov om social service, men for hvilke der ikke er fastsat regler om pensionens udbetaling, og

  4. udbetaling af pension ydet efter lovgivning i et andet land.

§ 45 a. Udbetaling af pension ophører for personer, som bevidst unddrager sig strafforfølgning her i landet i tilfælde, hvor

  1. den pågældende er varetægtsfængslet,

  2. politiet eftersøger den pågældende med henblik på varetægtsfængsling eller

  3. der foreligger en varetægtsfængslingskendelse.

Stk. 2. Udbetaling af pension ophører endvidere for personer, som bevidst unddrager sig straffuldbyrdelse her i landet, hvis den pågældende er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse.

Stk. 3. Udbetaling af pension ophører efter stk. 1 og 2 med virkning fra det tidspunkt, hvor personen unddrog sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse. Hvis personen inden unddragelsen fik sin pension udbetalt forud, udbetales pensionen indtil udgangen af den måned, hvor personen unddrog sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse.

Stk. 4. Efterfølges en strafforfølgning, jf. stk. 1, ikke af en domfældelse, efterbetales den del af pensionen, der ikke er udbetalt, mens personen unddrog sig strafforfølgning. Pensionen efterbetales dog ikke til afdødes bo, hvis personen afgår ved døden, inden der er afsagt dom i sagen.

§ 45 b. Politiet eller kriminalforsorgen skal underrette Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen om unddragelsen, når myndigheden får formodning om, at en person, der bevidst unddrager sig strafforfølgning, jf. § 45 a, stk. 1, eller straffuldbyrdelse, jf. § 45 a, stk. 2, samtidig modtager pension. For personer med bopæl i udlandet skal Udbetaling Danmark underrettes.

§ 46. Krav på pension kan ikke gøres til genstand for udlæg eller andre former for retsforfølgning, medmindre der er forløbet 3 måneder fra den dag, hvor beløbet kunne kræves udbetalt. Aftaler om sådanne krav er ugyldige.

Stk. 2. Tilbagebetalingskrav opkræves af Udbetaling Danmark og kommunen efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren i samråd med skatteministeren. Det kan herunder fastsættes, at en betalingsaftale bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebliver med ydelser.

§ 47. Dør den ene af to samlevende ægtefæller eller samlevere, der begge modtager social pension, fortsætter udbetalingen af pensionisternes sammenlagte pensioner (efterlevelsespension) i en periode svarende til 3 måneder fra dagen efter dødsfaldet. Udbetalingen af efterlevelsespension, jf. dog § 31, stk. 8, sker til den længstlevende pensionist.