Boligstøtteloven § 46
§ 46. Ansøgeren skal til brug for omberegning i løbet af året oplyse Udbetaling Danmark om alle forhold, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtten, jf. stk. 2. Såfremt ansøgeren ikke efter anmodning inden en af Udbetaling Danmark fastsat frist giver Udbetaling Danmark nærmere angivne oplysninger om boligudgift, husstand og husstandsindkomst, kan Udbetaling Danmark lade boligstøtten bortfalde med virkning fra fristens udløb. Det samme gælder, hvis et husstandsmedlem ikke efter anmodning underskriver en erklæring om solidarisk hæftelse inden udløbet af den i § 41, stk. 2, fastsatte frist.
Stk. 2. Såfremt der i løbet af året sker en forhøjelse af den samlede forventede husstandsindkomst for året på mindst 18.800 kr., jf. § 72, stk. 1, nr. 21, i forhold til den hidtil forventede indkomst for året, skal boligstøtten omberegnes med virkning fra begyndelsen af den måned, der følger nærmest efter ændringens indtræden. Husstandsindkomsten skal ved omberegningen fastsættes på grundlag af de aktuelle indkomstforhold på omberegningstidspunktet opreguleret til årsbasis. Det samme gælder, såfremt der i løbet af året sker en mindskelse af antallet af børn i husstanden, fremleje, fremlån, udlejning eller benyttelse til erhverv af en del af lejligheden påbegyndes, eller der sker en nedsættelse af lejen.
Stk. 3. Vedrører ændringen en nedsættelse af lejen, kan omberegning ske på grundlag af oplysning herom fra udlejeren. Udbetaling Danmark skal samtidig oplyse ansøgeren eller boligstøttemodtageren om baggrunden for omberegningen.
Stk. 4. Forøgelse af husstandens formue kan ikke medføre ændringer i formuetillægget efter § 8, stk. 6, jf. § 8 a, og omberegning af boligstøtten.
Stk. 5. Vedrører ændringen udbetaling af engangsbeløb såsom legater, fratrædelsesgodtgørelser el.lign. , der ikke vedrører en bestemt periode, medregnes beløbet i husstandsindkomsten med virkning fra den 1. i den måned, der følger nærmest efter udbetalingstidspunktet, og betragtes som vedrørende den resterende del af året. Beløb som nævnt i 1. pkt. skal dog altid medregnes for mindst en måned.
Stk. 6. I tilfælde, hvor ansøgeren som følge af afslutning af et ansættelsesforhold med løn under ferie får feriepenge, der beskattes i boligstøtteåret, men først udbetales i det efterfølgende år, medregnes disse feriepenge ikke i husstandsindkomsten.
Stk. 7. Indtræder en ændring med virkning fra den 1. i en måned, anses ændringen for at være sket i den foregående måned.
Stk. 8. For meget udbetalt boligstøtte efter stk. 1-7 kan kræves tilbagebetalt, jf. § 49.
Kilde: Retsinformation.dk