Boligstøtteloven § 24 e

§ 24 e. Boligydelse til personer omfattet af § 24 a beregnes efter § 21. Dog udgør tillægget til lejen ved beregningen efter § 21 1/3 af det tillæg, der er fastsat i § 21, stk. 1, 1. pkt.

Stk. 2. Boligsikring til personer omfattet af § 24 a beregnes efter § 22, stk. 1 og 2.

Stk. 3. Den årlige boligstøtte for en person omfattet af § 24 a kan ikke være større end 11.016 kr., jf. § 72, stk. 1, nr. 18. Er ansøgeren stærkt bevægelseshæmmet, og er den fælles bolig egnet herfor, forhøjes det i 1. pkt. nævnte beløb med 100 pct. Bebor en person efter § 24 a, stk. 1, et kollektivt bofællesskab sammen med et eller flere børn, jf. § 7, stk. 2, forhøjes det i 1. pkt. nævnte beløb med 100 pct. Bebor begge forældre bofællesskabet, forhøjes den maksimale boligstøtte efter 3. pkt. hos den af forældrene, hos hvem barnet er medtaget ved opgørelse af husstandsindkomsten, jf. § 8 stk.7.

Stk. 4. De i stk. 3 nævnte grænser finder ikke anvendelse ved beregning af boligstøtte til:

  1. Personer, der får anvist en bolig i et kollektivt bofællesskab.

  2. Personer med varig og betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der er berettiget til støtte efter § 85 i lov om social service.

  3. Personer med særlige sociale problemer, der er berettiget til støtte efter § 85 i lov om social service, og demente med behov for et døgntilbud.

Stk. 5. § 24 finder tilsvarende anvendelse.

Kilde: Retsinformation.dk