Bekendtgørelse af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 99

§ 99. Klage over direktøren for Arbejdsmarkedsstyrelsens, direktøren for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings og direktøren for Arbejdsskadestyrelsens afgørelser om medlemmers rettigheder og pligter efter denne lov kan af den, afgørelsen vedrører, indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Det samme gælder direktørens afgørelser efter § 86, stk. 4, 1. og 2. pkt., og stk. 5, samt efter EF-forordninger om koordinering af de sociale sikringsordninger.

Stk. 2. Klagen sendes til direktøren for Arbejdsmarkedsstyrelsen, direktøren for Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering eller direktøren for Arbejdsskadestyrelsen, der vurderer sagen på ny. Fastholder direktøren sin afgørelse helt eller delvis, sendes klagen til Beskæftigelsesudvalget, og klageren underrettes samtidig herom. Beskæftigelsesudvalgets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Alle øvrige afgørelser, der træffes af direktøren for Arbejdsmarkedsstyrelsen, direktøren for Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering eller direktøren for Arbejdsskadestyrelsen i henhold til denne lov, kan indbringes for beskæftigelsesministeren inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. dog stk. 4. Klagen sendes til direktøren for Arbejdsmarkedsstyrelsen, direktøren for Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering eller direktøren for Arbejdsskadestyrelsen, der vurderer sagen på ny. Fastholder direktøren sin afgørelse helt eller delvis, sendes klagen til Beskæftigelsesministeriet, og klageren underrettes samtidig herom.

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsmarkedsstyrelsens, direktøren for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings eller direktøren for Arbejdsskadestyrelsens afgørelser i anledning af klage over en kasses sagsbehandling kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 5. Chefen for Ankestyrelsen og beskæftigelsesministeren kan se bort fra klagefristen i stk. 1 og 3, når der er særlig grund hertil.