Almenboligloven § 75 a

§ 75 a. Ministeren for by, bolig og landdistrikter kan efter fælles ansøgning fra kommunalbestyrelsen og den almene boligorganisation godkende salg af almene familieboliger i boligorganisationens afdelinger i kommunen. Der kan ansøges om salg til almene lejere af boligerne og salg af ledige boliger. Efterfølgende ændringer af salgets omfang skal godkendes af ministeren for by, bolig og landdistrikter.

Stk. 2. Ved ansøgning om godkendelse efter stk. 1 meddeler kommunalbestyrelsen og boligorganisationen, hvilke afdelinger og boliger der ønskes omfattet af salg.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen og boligorganisationen kan fastsætte kriterier for, hvem der kan sælges til i udsatte almene boligafdelinger, jf. § 91 a, stk. 1. Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter orienteres om de fastsatte kriterier.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen og boligorganisationen offentliggør salgets omfang og eventuelle kriterier fastsat efter stk. 3.

Kilde: Retsinformation.dk