Almenboligloven § 64
§ 64. Ministeren for by, bolig og landdistrikter kan fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i §§ 51-54 og §§ 57-60, 60 a og 61-63. Ministeren for by, bolig og landdistrikter kan herunder fastsætte regler om fortrinsret til ledige boliger for husstande med børn og for særlige befolkningsgrupper. Ministeren for by, bolig og landdistrikter kan fastsætte nærmere regler om udlejning efter § 51 b, herunder regler om beregning af 6-måneders-perioderne i § 51 b, stk. 1, og anvisning efter § 59, stk. 4. Ministeren for by, bolig og landdistrikter kan fastsætte nærmere regler for boligorganisationernes pligt til indberetning af data til en internetbaseret boligportal etableret i henhold til § 94, nr. 5. Ministeren for by, bolig og landdistrikter kan endvidere fastsætte regler om, hvorledes udlejningsreglerne kan fraviges i nødretssituationer (ganske ekstraordinære udlejningsvanskeligheder). Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med ministeren for by, bolig og landdistrikter fastsætte regler om anvisning af statsrefusion, regnskabsaflæggelse og revision vedrørende statsrefusion efter § 62.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 54, § 55, stk. 1-4, 6 og 8, § 56 og §§ 58 a-58 c finder tilsvarende anvendelse på selvejende almene ældreboliger. Bestemmelserne i § 54, stk. 1, 4. pkt., § 55, stk. 1, § 56 og § 57, stk. 3, finder dog ikke anvendelse på selvejende almene ældreboliger efter det tidligere kapitel 9 a, jf. lovbekendtgørelse nr. 857 af 8. august 2006, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. I det omfang der mellem kommunalbestyrelsen og en selvejende almen ældreboliginstitution, jf. det tidligere kapitel 9 a, jf. lovbekendtgørelse nr. 857 af 8. august 2006, indgås aftale om, at almene ældreboliger stilles til rådighed for personer, der har brug for boligen som midlertidig aflastningsbolig, finder bestemmelsen i § 56, 2. og 3. pkt., dog anvendelse.
Stk. 4. Bestemmelserne i § 59, stk. 3 og 8-12, og § 62 finder tilsvarende anvendelse på almene ungdomsboliger, som ejes af en selvejende institution. For universitetsnære almene ungdomsboliger efter § 115, stk. 6, gælder § 59, stk. 3 og 8-12, dog ikke.
Kilde: Retsinformation.dk