§ Almenboligloven · kapitel 31 af 34
Kapitel 14 – Rådgivende organer
LBK nr 1023 af 21/08/2013
§ 170. Ministeren for by, bolig og landdistrikter nedsætter et ungdomsboligråd med repræsentanter for ungdommen, kommunerne, de almene boligorganisationer, uddannelsesinstitutionernes ledelse og andre parter med tilknytning til området efter ministerens nærmere bestemmelse. Ungdomsboligrådet er rådgivende for ministeren for by, bolig og landdistrikter i spørgsmål om ungdommens boligforhold.
§ 171. Ministeren for by, bolig og landdistrikter nedsætter et ældreboligråd med repræsentanter for kommuner, amter, de almene boligorganisationer, repræsentanter for grundejerne, beboerne samt sociale organisationer og andre parter med tilknytning til området efter ministerens nærmere bestemmelse. Ældreboligrådet er rådgivende for ministeren for by, bolig og landdistrikter i spørgsmål om boligforhold for ældre og personer med handicap.
§ 172. Ministeren for by, bolig og landdistrikter fastsætter de nærmere bestemmelser om ungdomsboligrådets og ældreboligrådets sammensætning og arbejdsopgaver.
Kapitel 14 a
Center for Boligsocial Udvikling
§ 172 a. Der etableres et boligsocialt udviklingscenter, som har til formål at indsamle og formidle viden om den by- og boligsociale indsats.
Stk. 2. Centeret etableres som en selvejende institution og ledes af en bestyrelse på 8 medlemmer, der udpeges af ministeren for by, bolig og landdistrikter. Ministeren for by, bolig og landdistrikter udpeger formanden, 2 uafhængige sagkyndige og 1 medlem. Ministeren for by, bolig og landdistrikter udpeger derudover de resterende 4 medlemmer efter indstilling fra Social- og Integrationsministeriet, KL, Boligselskabernes Landsforening og Landsbyggefonden.
Stk. 3. Ministeren for by, bolig og landdistrikter fastsætter nærmere regler om udviklingscenterets etablering og drift.