Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger m.v. § 97

§ 97. Finanstilsynet kan efter ansøgning fra en dansk UCITS, specialforening eller hedgeforening tillade, at den danske UCITS, specialforening eller hedgeforening eller afdeling heraf afvikles ved forenklet afvikling, når Finanstilsynet skønner, at det er forsvarligt og i investorernes interesse.

Stk. 2. Ansøgningen skal være vedlagt

  1. en plan for, hvordan den danske UCITS, specialforening eller hedgeforening ønsker at afvikle, og

  2. en erklæring fra den danske UCITS’, specialforenings eller hedgeforenings depotselskab eller et andet pengeinstitut om, at instituttet vil hæfte for forfalden, uforfalden og omtvistet gæld.

Stk. 3. Når Finanstilsynet har givet tilladelse til forenklet afvikling, skal foreningen eller afdelingen tilføje »under afvikling« til sit navn.

Stk. 4. En forenklet afvikling af en dansk UCITS, specialforening eller hedgeforening eller afdeling heraf er først gyldig, når Finanstilsynet har endeligt godkendt afviklingen.

Stk. 5. Inden Finanstilsynet kan endeligt godkende en forenklet afvikling efter stk. 2, skal den danske UCITS’, specialforenings eller hedgeforenings ledelse sende en erklæring til Finanstilsynet om, at al gæld til kreditorerne er betalt, og at investorerne har fået udloddet afviklingsprovenuet. Såfremt den afviklede enhed er skattepligtig, skal den danske UCITS, specialforening eller hedgeforening endvidere sende en erklæring fra SKAT om, at der ikke foreligger skatte- og afgiftskrav vedrørende den afviklede enhed.

Stk. 6. Finanstilsynet kan dispensere fra kravene i stk. 2, nr. 2, og stk. 5, hvis tilsynet vurderer, at det ikke er i strid med investorernes eller kreditorernes interesse.

Afvikling af investeringsforeninger, SIKAV’er, specialforeninger, hedgeforeninger og afdelinger i disse uden investorer

Kilde: Retsinformation.dk