Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger m.v. § 209
§ 209. I tilfælde, hvor en dansk UCITS, specialforening, hedgeforening eller fåmandsforening eller en afdeling heraf er gået konkurs eller størstedelen af den dansk UCITS’, specialforeningens, hedgeforeningens eller fåmandsforeningens eller afdelingens drift er ophørt eller overdraget, udarbejder Finanstilsynet en redegørelse for årsagerne hertil, hvis staten i forbindelse med eller i en kortere periode forud for dette har ydet garanti eller stillet midler til rådighed for den danske UCITS, specialforeningen, hedgeforeningen eller fåmandsforeningen eller afdelingen, dens kreditorer eller en erhverver af hele eller dele af den danske UCITS, specialforeningen, hedgeforeningen, fåmandsforeningen eller afdelingen.
Stk. 2. Finanstilsynet skal offentliggøre redegørelsen i stk. 1. I forbindelse med offentliggørelsen finder § 210 ikke anvendelse, medmindre oplysningerne vedrører kundeforhold eller tredjemand, der er eller har været involveret i forsøg på at redde den pågældende danske UCITS, specialforening, hedgeforening, fåmandsforening eller afdeling.
Stk. 3. Redegørelsen efter stk. 1 skal beskrive Finanstilsynets rolle under forløbet op til konkursen m.v.
Kilde: Retsinformation.dk