Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger m.v. § 13

§ 13. Når vedtægterne eller fondsbestemmelserne i en dansk UCITS, specialforening eller hedgeforening indeholder bestemmelser om, at den pågældende UCITS’ eller forenings afdelinger kan opdeles i andelsklasser, kan bestyrelsen efter vedtægterne eller fondsbestemmelser etablere andelsklasser i en afdeling. I en bestående afdeling forudsætter etableringen, at afdelingens investorer på en generalforsamling har truffet beslutning om, at afdelingen kan opdeles i andelsklasser. Det skal fremgå af afdelingens navn, hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i aftdelingen.

Stk. 2. En andelsklasse i en investeringsforening eller i en specialforening skal have en formue på mindst 10 mio. kr., og en andelsklasse i en hedgeforening skal have en formue på mindst 25 mio. kr. Andelsklassens formue skal, senest 6 måneder efter at bestyrelsen har truffet beslutning om etablering, enten være tegnet og indsat på en spærret konto i depotselskabet, eller der skal foreligge en ubetinget garanti fra et pengeinstitut, et forsikringsselskab eller en pensionskasse om tegning af andele for mindst 10 mio. kr. henholdsvis 25 mio. kr.

Stk. 3. Senest 8 hverdage efter at bestyrelsen har truffet beslutning om etablering af en andelsklasse, skal meddelelse herom sendes til Finanstilsynet. Meddelelsen skal indeholde oplysninger om andelsklassens karakteristika og principperne for fordeling af omkostninger, jf. stk. 5. Den danske UCITS, specialforening eller hedgeforening skal også sende en erklæring fra den pågældende danske UCITS’, specialforeningens eller hedgeforeningens eller investeringsforvaltningsselskabets revisor om, at den pågældende danske UCITS’, specialforeningens eller hedgeforeningens eller investeringsforvaltningsselskabets forretningsgange, administrative systemer, herunder registreringssystemer, kontrolmiljø og regnskabsmæssige praksis er betryggende, for så vidt angår administration af de typer andelsklasser, som vedtægterne giver mulighed for at etablere, eller som bestyrelsen har besluttet at udbyde. Revisors erklæring kan sendes efterfølgende, men den danske UCITS, specialforeningen eller hedgeforeningen kan først udbyde andelsklasser, når Finanstilsynet har meddelt, at Finanstilsynet ikke har bemærkninger.

Stk. 4. En andelsklasse har ikke fortrinsret til nogen andel af afdelingens formue, herunder eventuelle klassespecifikke aktiver. Den har alene ret til en del af afkastet af formuen, herunder en del af afkastet af den fælles portefølje og afkastet af de klassespecifikke aktiver.

Stk. 5. Er en afdeling opdelt i andelsklasser, skal bestyrelsen fastsætte principper for fordeling af omkostninger mellem andelsklasserne, således at hver andelsklasse kun bærer sin andel af afdelingens fælles omkostninger og de særlige omkostninger, der er forbundet med andelsklassens specifikke karakteristika.

Stk. 6. Reglerne i stk. 1-5 og § 91 finder ikke anvendelse for ex kupon-andelsklasser.

Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om andelsklasser, herunder om, at visse typer af andelsklasser ikke kan etableres.

Vedtægter for investeringsforeninger, specialforeninger og hedgeforeninger

Kilde: Retsinformation.dk